10.02.2021 14:46
Når denne sæson er færdigspillet, kan spillertruppen se frem til et helt nyt græstæppe på Nature Energy Park, når der anlægges en ny bane, som skal stå klar inden den kommende sæson.
I februar spiller vi fire kampe hjemme på Nature Energy Park, og den første af slagsen - forårspremieren mod Lyngby Boldklub - blev spillet på en dag, hvor der var massivt snefald i Odense, og kampen blev kun gennemført takket været stor hjælp fra frivillige, fynske fodboldfans.
I denne uge spiller vi hjemme på Nature Energy Park både torsdag og søndag, og derfor kommer plænen naturligvis til at se medtaget ud efter disse kampe, men med meldingen om en ny plæne til sommer er der lys forude.
Rune Bille, der er chef for fritid og folkeoplysning i Odense Kommune, glæder sig over, at der er en ny græsplæne på vej, da det er begrænset, hvor meget der kan repareres på banen ved de nuværende kolde temperaturer. De gør, at der ikke er vækst i græsset, og når der samtidig har været nedbør i så store mængder, som der har været, så vanskeliggør det også vedligeholdelsen af banen.
- Når man ser på græsset, kan man godt se, at plænen har set bedre dage. Lige for tiden kan græsset ikke gro grundet de lave temperaturer. Derfor har vi siden kampen mod Lyngby haft fokus på at tromle den – og på at få den tørret den ud i målfelterne, da det er der, banen er mest slidt, fortæller Rune Bille.
Det komprimerede kampprogram gør, at det først er muligt at anlægge en ny bane, når sæsonen er færdigspillet, men så snart det er muligt, så skrælles den nuværende plæne af, hvorefter anlæggelsen af den nye påbegyndes, hvilket forventes af tage 6-8 uger.
- Selvfølgelig ville vi gerne skifte græsset med det samme, men vejret og kampprogrammet gør, at det først er muligt for os, når sæsonen er færdigspillet. Derfor har vi allerede planlagt, at så snart sidste hjemmekamp i dette års 3F Superliga er spillet på Nature Energy Park, så går vi i gang med anlægningen af den nye bane.
- Det starter med, at vi skræller græsset og vækstlaget af den nuværende bane for derefter at lægge et nyt vækstlag for at så nyt græs efterfølgende. Vi vælger at så græs i stedet for at anlægge rullegræs, da rullegræs giver en ujævn bane. Vi vælger også at skifte vækstlaget på banen, og det gør vi, så vi lettere kan styre væksten af græsset fremover.
- Alt det her gør vi, fordi vi på Nature Energy Park skal have en af de bedste baner i Danmark, og det er jeg fuldt ud overbevist om, at vi får, når den nye står klar til sæsonstart i 2021/22-sæsonen, siger chef for fritid og folkeoplysning i Odense Kommune, Rune Bille.