29.06.2021 11:07
Mandag den 12. juli fylder OB 134 år, og derfor inviterer vi alle stribede fans til fødselsdagsfejring og sæsonoptakt i Albani Fanzone.
Nu kan vi endelig være sammen igen, og vi vil blive så glade, hvis du vil kigge forbi mandag den 12. juli kl. 17.00, hvor vi inviterer til sæsonoptakt og fødselsdagsfejring. Vi byder på fødselsdags-brunner, Albani giver en omgang, og du kan nyde det hele sammen med dit fællesskab fra tribunen. Sæsonoptakten giver dig bl.a. mulighed for at tage godt imod vores nye cheftræner, Andreas Alm, og høre ham fortælle om sin første tid i klubben og byen. Derefter vil sportschef, Michael Hemmingsen, give en sportslig status inden det går løs med en ny sæson i 3F Superligaen.
OB har været en del af Odense siden den 12. juli 1887, og om to uger får du muligheden for at være med til noget så sjældent som en 134-års fødselsdag, når vi inviterer til fødselsdagsfest og sæsonoptakt i Albani Fanzone.
I samarbejde med Albani lancerer vi desuden en helt ny øldåse, der hylder Øens Hold, og den får du også mulighed for både at se og smage til fødselsdagen.
Der er gratis entre til fødselsdagsfejringen, men det kræver selvfølgelig corona-pas.
Vi glæder os til at se dig til fødselsdagsfest og sæsonoptakt i Albani Fanzone mandag den 12. juli kl. 17.00.