IMG_1024

25.06.2021 08:45

Siden februar har Nicolas Arvid Hedeman arbejdet som transitionstræner i OB, og det vil han også gøre i de kommende tre år, da vi er blevet enige om en kontraktforlængelse.

Som transitionstræner står man for spillernes individuelle overgang fra Akademiet og op til førsteholdet. I det seneste halve års tid har det været Nicolas Arvid Hedeman, og det vil det også være i de kommende tre år.

- Vi er enormt glade for, at vi har forlænget den her aftale med Nicolas, da han er træneren, der sikrer, at de unge spillere får så naturlig en overgang til topfodbold som muligt. Det er en vigtig rolle i udviklingen af klubbens talenter, og det er en vigtig del af klubben og vores strategi, så vi er rigtig glade for, at han fortsætter hos os i de kommende tre år, siger sportschef i OB, Michael Hemmingsen.

I klubbens strategi mod 2026 ønsker vi en mere tydelig og ensartet spillestil mellem førsteholdet og Akademiet, så spillerne har en tryg ramme at fungere i, og her har Nicolas Arvid Hedeman en vigtig rolle.

- Nicolas har arbejdet med børnesegmentet – altså de 13-15-årige - og der har han været sindssygt dygtig til at arbejde med de individuelle færdigheder. Når man arbejder med individuelle færdigheder, så er der mange fællestræk, uanset om du arbejder med børnespillere eller voksne fodboldspillere. Fokus er på at nærstudere og finpudse detaljerne i forhold til de enkelte spilleres udviklingsområder. Samtidigt kigger du også på, hvad der skal til for at blive så dygtig som muligt på den position, som en ung spiller nu en gang spiller, og det skal han gøre ved at opdatere sig selv på, hvad det er der kræves i den internationale verden, siger teknisk chef i OB, Tonny Hermansen, og tilføjer:

- Samtidig synes jeg også, at han er dygtig til at arbejde med video i samarbejde med spillerne. Vi optager alle træningspas, og her er Nicolas dygtig til efterfølgende at nærstudere, hvad der skete til træningen i forhold til spillerens udviklingsplan. På den måde kan han bruge videoen til at udvikle de færdigheder, den enkelte spiller skal tilegne sig for at blive topspiller, og så sætter han træningen op, så man hele tiden kan få løftet niveauet. Men når alt kommer til alt, så handler det om at bruge trænernes kompetencer der, hvor de er bedst, og der er Nicolas lige nu i sit helt rette element, siger Hermansen.

31-årige Nicolas Arvid Hedeman ser det også som et oplagt match, at han kan se frem til at fortsætte i rollen som transitionstræner i Odense Boldklub. 

- Det bliver rigtig spændende, og jeg ville ikke have takket ja til jobbet, hvis ikke jeg syntes, at det var en rigtig god erfaring at få for mig som ung træner. Jeg har altid elsket at arbejde med unge spillere, og den kommende tid bliver selvfølgelig endnu mere interessant, når OB nu har en erklæret målsætning om at bringe flere og ikke mindst dygtigere spillere frem på superligaholdet. Jobbet er også en slags transition for mig personligt, fordi jeg hver dag kan lære af mine omgivelser. Derfor går jeg også til opgaven med en vis portion ydmyghed. Min mangeårige tilknytning til Akademiet gør, at jeg kender spillere, spillestil og kultur ud og ind, og på den måde er jeg klædt godt på i forhold til at varetage de arbejdsopgaver, jeg har i vente, og allerede har stiftet bekendtskab med i de seneste par måneder, siger Nicolas Arvid Hedeman. 

Nicolas er født og opvokset i Odense og har fungeret som børne- og ungdomstræner i OB i knap ti år.

- OB betyder rigtig meget for mig. Det er min hverdag, og det er den klub, jeg har fulgt i tykt og tyndt i hele mit liv. Jeg både glædes ved opturene og bliver sørgmodig i takt med nedturene. Jeg har selv trådt mine første fodboldstøvler på banerne i Ådalen, og selv om vi rent geografisk er det samme sted som for 25 år siden, så har klubben gennemgået en enorm udvikling siden da. En udvikling, som jeg jo også føler, at jeg har været en del af og kan være med til at bidrage endnu mere til i fremtiden. Vi har nået meget og er uden tvivl godt på vej, men jeg synes også, at vi skylder os selv og omverdenen at forløse OB i endnu højere grad. Det vil jeg i hvert fald forsøge at gøre mit til, lyder det fra Nicolas Arvid Hedeman.  

Kontrakten mellem OB og Nicolas Arvid Hedeman løber frem til sommeren 2024.