07.06.2021 08:42
U17-drengene fik ørerne i maskinen, da de lørdag blev besejret med 6-1 på udebane i Farum.
U17-Ligaen
Lørdag 5. juni kl. 13.00, Right to Dream Park (Farum)
FC Nordsjælland - OB 6-1 (2-0)
1-0 Mounir Jamal Secka (16’)
2-0 Marco Bruhn (28’)
3-0 Patrick Chinazaekpere Dorgu (61’)
4-0 Patrick Chinazaekpere Dorgu (70’)
5-0 Nikolaj Juul Bay-Smidt (77’)
5-1 Markus Jensen (84’)
6-1 Michael Dosso (86’)
Kampens forløb
Efter et forrygende fynsk forår var der stor spænding inden lørdagens opgør, hvor vi med en sejr kunne kravle op på en fjerdeplads i U17-Ligaen.
Det blev dog hjemmeholdet, der startede kampen bedst, da vi efter et hjørnespark ikke fik clearet bolden godt nok, så den landede ved Mounir Jamal Secka, som sparker bolden i mål.
Et kvarter efter var hjemmeholdet igen skarpe efter en hjørnesparkssituation. Fra venstre side udnyttede de en ubalance i det fynske forsvar, og efter et fladt indlæg blev føringen udbygget til 2-0.
Resultatet holdt til pausen, men efter et kvarters spil i anden halvleg scorede hjemmeholdet deres eneste mål i åbent spil. Her blev bolden sparket ind til det bagerste område, hvor Patrick Chinazaekpere Dorgu udfordrede en mod en, inden han sparkede bolden i det nærmeste målhjørne.
Kort efter havde FC Nordsjælland igen hjørnespark, og for tredje gang i kampen gav det pote for hjemmeholdet, da en nordsjællænder kom højest i det bagerste område og headede bolden i mål.
Få minutter efter kom en nordsjællænder først på bolden efter en løbeduel, og dommeren vurderede det til et straffespark, som sikkert blev eksekveret.
I kampens sidste minutter pyntede Markus Jensen kortvarigt på resultatet, da Kasper Nyegaard vendte bolden ud til Law Tam Khuu på højre back. Han tog bolden med frem, og med et fladt indlæg fandt han Markus Jensen, som sparkede bolden i mål.
To minutter efter fik hjemmeholdet dog endnu et straffespark, hvor bolden blev sparket ind til slutresultatet 6-1.
Kommentar fra U17-cheftræner, Ivan Poulsen
- Vi vidste, det ville blive en svær kamp, og det gjorde det også. Vi havde dog langt fra forventet, at det skulle gå, som det gjorde. På en dag hvor modstanderne scorer på tre hjørnespark og får to straffespark, skal der meget til for at vinde, siger U17-cheftræner, Ivan Poulsen, og tilføjer:
- Vi ser frem til at komme på træningsbanen igen og få kampen ud af kroppen.
OB's holdopstilling:
Magnus Nielsen, Law Tam Khuu, Jonathan Foss, Jakob Jessen (Samuel Walseth Juel, 65’), Max Ejdum, Kasper Nyegaard, Oliver Roche, Gustav Vinter (Markus Jensen, 54’), Tobias Augustinus-Jensen, Charly Nouck Horneman, Marcus McCoy (Valdemar Astrup, 75’).
Bænken: Sebastian Dalby Wille, Valdemar Astrup, Markus Jensen, Samuel Walseth Juel.
Næste kamp:
Lørdag d. 12. juni Brøndby IF - OB kl. 13.00, Brøndby Stadion