27.05.2021 13:10
Torsdag blev klubbens strategi for de kommende fem år præsenteret, og her fortalte vi blandt andet, at vi ønsker at øge investereringerne uden for banen.
Vi har dag præsenteret OB´s fremtidige strategi, der beskriver mål og retningslinjer for udviklingen af klubben i de kommende fem år, og en del af dette betyder, at staben omkring holdet skal udvides.
- For at forbedre kvaliteten på træningsbanen og i kamp ønsker vi at opgradere staben omkring superligatruppen med endnu en assistenttræner, så der bliver flere ressourcer til at udvikle både holdmæssige og individuelle færdigheder i truppen, siger Michael Hemmingsen, sportschef i OB.
Den kommende assistenttræner vil blive en del af trænerteamet, der allerede består af cheftræner, Andreas Alm, assistenttræner, Henrik Hansen, målmandstræner, Lars Bjerring, fysisk træner, Janus Blond, og transitionstræner, Nicolas Arvid Hedeman.
Ny fodbolddirektør til OB
- Vi har i dag præsenteret en ambitiøs målsætning om, at vi med en tydelig stribet tråd fra Akademiet til førsteholdet skal være en fast del af Mesterskabsspillet, og for at sikre dette har vi påbegyndt rekrutteringen af en fodbolddirektør til Odense Boldklub, siger Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event.
Den kommende fodbolddirektør vil være særskilt dedikeret til Odense Boldklub, og han vil fremadrettet få ansvaret for det internationale samarbejde og samtidigt være med til at sikre eksekveringen af den netop offentliggjorte strategi.