
28.05.2021 07:06
Vores materialeforvalter Thomas ”Johs” Johansson har torsdag aften fået overrakt sølvnålen på amatørbestyrelsens generalforsamling som bevis på sit store arbejde for Odense Boldklub.
Har du været en tur i Ådalen i dette århundrede, så har du med stor sandsynlighed set Thomas ”Johs” Johansson. Det er dog de færreste, der ved, han hedder Thomas, da han altid bare kaldes ”Johs”. Johs har brugt utallige timer i Odense Boldklub, hvor han i snart 20 år har arbejdet som materialeforvalter omkring klubbens førstehold.
OB er den eneste klub, Johs har været medlem af, og det har han været siden 1982. Han er en vaskeægte OB’er, og han har haft utallige roller i klubben som blandt andet spiller, træner, målmandstræner, holdleder, vaskemand og hjælper i cafeteriaet.
I sit nuværende erhverv er Johs blevet lært op i den gamle skole af klubbens tidligere materialeforvalter, Jens Bendix. Her han har fået dyder som ydmyghed og hårdt arbejde helt ind under huden, og det mærker man også på Johs, når man møder ham i klubben.
Foruden sine snart 20 år som ansat i klubben har han også lagt utallige timer som frivillig i mere end 15 år i amatørafdelingen. I de seneste år som vaskemand for serie 1-holdet i klubben.
Johs blev indstillet til sølvnålen af klubbens eliteafdeling i forbindelse med hans 20-års jubilæum den 1. juli 2021.
Denne store indsats er Thomas ”Johs” Johansson torsdag blevet belønnet for, da han på generalforsamlingen for amatørbestyrelsen er blevet tildelt sølvnålen. Sølvnålen tildeles personer, der har udført minimum 15 års frivilligt arbejde af væsentligt omfang til gavn for OB.
Stort tillykke med en fuldt fortjent anerkendelse for dit store arbejde for klubben.