IMG_9528

29.05.2021 16:02

U19-drengene kom godt fra start i lørdagens kamp, hvor det blev til en sejr på 2-1 over Silkeborg IF på udebane.

U19-Ligaen
Lørdag d. 29. maj kl. 13.00, JYSK Park
Silkeborg IF – OB 1-2 (0-2)
0-1 Jakob Breum (7.)
0-2 Luca Kjerrumgaard (27.)
1-2 Jeppe Grøn (54.)

Kampens forløb:
U19-drengene spillede lørdag eftermiddag på udebane mod Silkeborg IF. Kampen var vigtig, hvis Striberne skulle fastholde førerpositionen i forfølgerfeltet i U19-Ligaen, hvor vi inden kampen var placeret på en femteplads.

Fra første fløjt stod der OB på begivenhederne. Vi pressede Silkeborg langt tilbage på banen, og vi var fornuftige på bolden. På den måde var vi farlige allerede fra første fløjt, og der skulle da også kun gå syv minutter, før Jakob Breum havde sparket bolden i kassen til 1-0. Det gjorde han, efter han trak ind fra venstre side og sparkede bolden fladt ind ved nærmeste stolpe; en Jakob Breum Classic.

Efter scoringen fortsatte OB med at trykke på, og der var flere optræk til chancer, ligesom der også var flere store chancer, som SIF-målmanden tog sig af. Derfor var det bestemt heller ikke ufortjent, at Luca Kjerrumgaard 27 minutter inde i kampen satte bolden i nettet til 2-0. Først lignede det dog, at det igen kun ville være lige ved og næsten, da han headede på stolpen, men han var selv hurtigt over riposten, som han sikkert sparkede i kassen.

I resten af første halvleg stod der OB på tingene i en ikke vanvittigt køn fodboldkamp, hvor det så ud til, at spillerne var mærkede af varmen på JYSK Park.

Mens hjemmeholdet fra Silkeborg IF havde været særdeles sjældne gæster på vores halvdel i de første 45 minutter, så var det markant anderledes i begyndelsen af anden halvleg. Silkeborg satte sig på kampen, og de skabte pænt med chancer i det første kvarter.

En stærk redning fra Marcus Alstrup og en redning på stregen fra Aske Adelgaard gjorde, at det ikke gik helt galt i indledningen af anden halvleg. En enkelt gang fik Silkeborg dog nettet til at blafre i deres gode periode, da Jeppe Grøn fik reduceret ved flot at sparke bolden op i målhjørnet.

Efter scoringen strammede OB atter grebet om kampen, og den sidste halve time var med OB som det dominerende hold. ­Striberne begyndte igen at presse højt, og der kom også mere kvalitet i spillet, når vi havde bolden. Det gav flere store chancer til både Jakob Breum og Luca Kjerrumgaard, men målscorer fra første halvleg manglede effektivitet i anden halvleg.

Det blev heldigvis ikke afgørende, at Striberne manglede skarphed i de sidste 45 minutter. Silkeborg formåede nemlig ikke at skabe det store efter deres reducering, og så endte det med en OB-sejr på 2-1 ude mod Silkeborg IF.

Kommentar fra cheftræner Kim Engstrøm:
Vi er rigtig glade for at vinde i Silkeborg. Jeg synes, vi spillede godt i de første 30 minutter, og målt på chancer, er det vel også fortjent, at vi vinder i dag. Vi havde chancer for at lukke kampen i løbet af anden halvleg, men det gjorde vi ikke, det blev vi heldigvis ikke straffet for at forsømme.

Det er ikke en selvfølge bare at vinde, så vi er rigtig glade for at vinde efter en indsats, hvor niveauet er stabilt over hele linjen, så det var i den grad hele teamet, der vandt kampen i dag.

OB:
Marcus Alstrup – Mads Stistrup (Lasse Skøtt, 63.), Christian Vestergaard (Oliver Hansen, 46.), Jonathan Khemdee, Aske Adelgaard – Anton Stage, Max Ejdum (Magnus Saaby, 63.) – Jakob Okkels (Valdemar Ibsen, 74.), Gustav Vinter (Noah Christensen, 63.), Jakob Breum – Luca Kjerrumgaard
Bænken: Magnus Nielsen, Magnus Saaby, Lasse Skøtt, Valdemar Ibsen, Oliver Hansen, Noah Christensen

Næste kamp:
Tirsdag d. 1. juni kl. 18.30, AC Horsens – OB, Horsens