01.11.2021 19:11
Det var chancer nok i begge ender, men det blev en målløs affære, da OB tog imod AGF mandag aften.
3F Superligaen, 14. runde
Mandag d. 1. november kl. 19.00, Nature Energy Park
OB – AGF 0-0
Gule kort:
OB: Jens Jakob Thomasen (80.)
AGF: Mikael Anderson (24.)
Tilskuertal: 7.789
Dommer: Mikkel Redder
Kampens forløb:
På dagen hvor oktober blev til november, skulle striberne jagte de tre point i provinsklassikeren mod ”de hvi’e” fra Aarhus. Med en sejr ville en af de to hold kunne bringe sig markant tættere på det forjættede land i top-6, så der var lagt i kakkelovnen til et brag af en fodboldkamp. Dette mærkedes da også på lægterne, hvor de stribede fans var mødt talstærkt frem i højt humør.
Efter en intens start med chancer i begge ender, kom AGF’s Mustapha Bundu efter knap syv minutters spil til en åben mulighed, hvor HC dog kom godt ud, og fik faren afværget.
I det 15. minut satte Max Fenger sig igennem og fik sat et angreb i gang. Efter en smuk kombination med Frøkjær fik Fenger sat en udmærket afslutning afsted med venstrepotten, der dog blev afvist af Jesper Hansen i AGF-målet.
I det 25. minut blev Sabbi sat op med en dyb bold gennem midten, til hvad der kunne have været en fremragende mulighed, men AGF’s Mikael Anderson trak i nødbremsen og fik tildelt et gult kort. Ikke længe efter endte bolden hos Jens Jakob Thomasen på kanten af AGF’s felt efter godt forarbejde af Frøkjær og Fenger, men Thomasens afslutning røg desværre et pænt stykke over målet.
I det 43. minut fandt et smukt indadskruet hjørnespark fra Skjelvik en fri OB’er bagerst i feltet, men hovedstødet blev dog afvist på stregen af AGF’s Thorsteinsson.
1. halvleg endte dermed 0-0 til trods for et solidt spillende OB-hold, hvor den sidste skarphed dog manglede.
2. halvleg startede for fuld hammer, da Frøkjær brød igennem midten og det stribede angreb pludselig var i en tre mod én situation. Sabbi tog dog et for langt træk på Frøkjærs pasning og chancen løb ud i ingenting. Indenfor de næste små fem minutter kom Fynboerne atter til tre store chancer, men som i første halvleg manglede der den sidste skarphed foran kassen.
I det 72. minut fandt en nedfaldsbold Sabbi på kanten af feltet, og Sabbi forsøgte at hugge første gang, men bolden røg et stykke forbi målet. Kort efter blev det til en tredobbelt indskiftning fra Andreas Alms side – ind kom Bashkim Kadrii, Issam Jebali og Mart Lieder der erstattede Moses Opondo, Max Fenger og Mads Frøkjær. Jagten på de 3-point fortsatte.
I det 80. minut var AGF ved at gøre det onde ved OB, da et frispark fra Albert Grønbæk dykkede og snittede det bagerste af nettaget. Kort efter blev en fejlaflevering opsnappet af AGF, men Thrandarson fik hurtigt bolden clearet.
Små 5 minutter efter kom Mart Lieder til en stor chance, men han formåede ikke at få nettet til at blafre.
Til trods for et stort pres fra striberne, udeblev scoringen – den uskarphed der havde præget 1. halvleg fulgte desværre OB’erne ind i 2. halvleg. Kampen endte dermed 0-0.
OB:
Hans Christian Bernat – Nico Mickelson, Alexander Juel Andersen, Jeppe Tverskov, Jørgen Skjelvik – Jens Jakob Thomasen, Aron Thrandarson – Moses Opondo (Bashkim Kadrii 74.), Mads Frøkjær (Issam Jebali 74.), Emmanuel Sabbi – Max Fenger (Mart Lieder 74.)
Bænken: Sayouba Mandé, Mart Lieder, Bashkim Kadrii, Troels Kløve, Kasper Larsen, Jakob Breum, Issam Jebali
AGF: Jesper Hansen - Eric Kahl (Oliver Lund 53.), Yann Bisseck, Sebastian Hausner, Anthony D’Alberto – Frederik Brandhof, Nicolai Poulsen, Mikael Anderson (Albert Grønbæk 66.) – Mustapha Bundu (Gift Links 82.), Patrick Mortensen, Jon Thorsteinsson (Dawid Kurminowski 82.).
Bænken: Frederik Tingerager, Gift Links, Oliver Lund, Daniel Andersen, Jesper Juelsgård, Dawid Kurminowski, Albert Grønbæk.
Næste kamp:
Søndag d. 7. november kl. 18.00, Brøndby – OB, Brøndby Stadion