01.09.2021 18:13
Der var masser af muligheder, der kunne scores på, men effektiviteten manglede, da vi onsdag aften spillede os videre i Sydbank Pokalen med en sejr på 2-1 over FC Roskilde.
Sydbank Pokalen
Onsdag d. 1. september kl. 18.00, Nature Energy Park
FC Roskilde – OB 1-2 (0-1)
0-1 Troels Kløve (36.)
0-2 Bashkim Kadrii (90.)
1-2 Sebastian Elvang (90.)
Tilskuertal: 2.224
Gule kort:
FC Roskilde: Mike Mortensen (59.), Tobias Noer (64.)
Kampens forløb:
Onsdag aften tog vi hul på Sydbank Pokalen, da FC Roskilde fra 3. division kom på besøg i Odense. Roskilde havde vundet lodtrækningen og hjemmebanefordelen, men da de havde problemer med banen, var kampen flyttet til den fornemmeste scene på Fyn, hvor vi i orange trøjer tog imod Roskilde.
Selvom Nature Energy Park ikke var proppet til randen, var der alligevel en forrygende stemning blandt tilskuerne, som kunne nyde fodboldkampen i høj sol fra tribunerne. Her så de en kamp som fra første fløjt udstrålede al charmen ved pokalturneringen, da en flok gæstende sjællændere kæmpede med liv og sjæl i håb om at skabe en sensation i Sydbank Pokalen.
Alligevel var det os, der først var tæt på at bringe os foran, da Aron Elís Thrándarson kom igennem på højrekanten og sendte bolden indover til Troels Kløve, som afsluttede mod mål, men målmanden reddede skuddet.
Senere fik også Moses Opondo en gylden chance, da Tarik Ibrahimagic snød det sjællandske forsvar og sendte Opondo alene igennem med målmanden, som desværre var vaks og kom hurtigt ud. Kort tid efter gentog Tarik Ibrahimagic kunststykket, da han sendte Troels Kløve afsted mod mål. Kløve drev selv bolden frem fra midten af banen, inden han rundede en forsvarsspiller i venstre side og sparkede bolden i det lange hjørne til 0-1.
Få minutter efter blafrede nettet igen, efter Mart Lieder havde snydt sin oppasser og trykket af alene med målmanden. Den sjællandske målmand reddede forsøget, men Ayo Simon Okosun var hurtig over returen, og headede den i kassen. Desværre kom Okosun fra en offside-position, så målet blev annulleret.
I anden halvleg blev der bragt ny energi på banen, da Emmanuel Sabbi og Mads Frøkjær blev skiftet ind, og det havde nær kastet en scoring af sig, da Jens Jakob Thomasen fandt Mads Frøkjær i et fremadstormende løb mod mål. Frækjærs afslutning blev dog afvist af overliggeren.
Senere var det Mads Frøkjær selv, der serverede bolden for en medspiller, da han efter en omstilling sendte Emmanuel Sabbi afsted på højrekanten, men desværre måtte Sabbi se sin afslutning blokeret til hjørnespark.
Det lignede længe et spørgsmål om, hvorvidt sejren skulle nøjes med at blive på en enkelt, eller om OB-spillerne ville sparke en sidste bold i nettet. I kampens overtid fik vi så endnu en scoring, da Bashkim Kadrii bragede bolden i nettet til 2-0.
Og det skulle vise sig, at det var fornuftigt, at vi fik sparket den i kassen til 2-0, for i overtiden af kampen blev tilskuerne forkælet med en klassescoring. Gæsternes Sebastian Elvang modtog den i højre side af banen, han trak ind – og derefter sendte han den helt over i det fjerneste hjørne af målet og reducerede til 2-1.
Mere spænding fik vi dog ikke i kampen, og så gik Striberne videre til næste runde i Sydbank Pokalen efter en kamp med masser af muligheder og fantastisk opbakning fra Richard Møller Nielsen Tribunen lige fra første til sidste minut.
FC Roskilde:
Frederik Vang Larsen – Andreas Chabert (Casper Neerborg, 74.), Andreas Probst Hermansen, Mike Mortensen, Mads Julø (Benjamin Lynge Lund, 65.) – Sebastian Elvang, Tobias Noer (Mathias Christensen, 65.), Andreas Maarup Hansen (Ali Shah, 87.), Jannik Skov Hansen – Monday Bassey Etim (Magnus Krogh Hansen, 74.), Valdemar Schousboe
Bænken: Christoffer Monty, Sebastian Fischer, Mathias Christensen, Magnus Krogh Hansen, Benjamin Lynge Lund, Casper Neerborg, Ali Shah
OB:
Hans Christian Bernat – Aron Elís Thrándarson, Jeppe Tverskov, Kasper Larsen, Mathias Brems – Tarik Ibrahimagic (Mads Frøkjær, 61.), Jens Jakob Thomasen, Ayo Simon Okosun (Alexander Juel, 77.) – Moses Opondo, Mart Lieder (Bashkim Kadrii, 77.), Troels Kløve (Emmanuel Sabbi, 61)
Bænken: 30. Sayouba Mandé, Alexander Juel Andersen, Bashkim Kadrii, Emmanuel Sabbi, Christian Vestergaard, Mads Frøkjær, Luca Kjerrumgaard
Næste kamp:
Mandag d. 13. september kl. 19.00, OB – SønderjyskE, Nature Energy Park