27.04.2022 18:14
OB rykkede et skridt nærmere på drømmen om pokaltitlen, da de i Haderslev mod SønderjyskE vandt 2-1 i en fysisk hård kamp.
Sydbank Pokalen, semifinale
Onsdag den 27. april, kl. 18.00 på Sydbank Park
SønderjyskE - OB 1-2 (0-1)
0-1 Max Fenger (44.)
1-1 Peter Buch Christiansen (51.)
1-2 Troels Kløve (83.)
Gule kort
SønderjyskE: Nicolaj Thomsen (46.), Bubacarr Sanneh (55.), Marc Dal Hende (78.), Rilwan Hassan (90+5.)
OB: Max Fenger (48.), Mihajlo Ivancevic (55.) Emmanuel Sabbi (90+4.)
Tilskuertal: 3.772
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
Kampens forløb:
Med over 1.000 stribede OB-fans smukt placeret på udebaneafsnittet, kunne OB med en sejr over SønderjyskE i den første af to semifinaler, træde et skridt nærmere på finalen i Sydbank Pokalen. En finale de fynske spillere ikke har været i siden 2007, hvor de vandt 2-1 over FCK. På vej til semifinalen har OB besejret FC Roskilde 2-1 i 2. runde, FC Helsingør 3-0 i 3. runde, FC Nordsjælland 4-1 i 4. runde og Randers FC i kvartfinalen med samlet 2-1 (2-0, 0-1).
OB havde med støtten i ryggen alle muligheder for at levere en god indsats, da man næsten blev i tvivl om, hvem der havde hjemmebanefordel til aftenens pokalkamp. Ikke desto mindre var det første kvarter meget lige og præget af stærkt fysisk spil, da begge hold pressede godt på.
Sønderjyske var dog tættest på et føringsmål, da Emil Berggren ude fra kanten af feltet fik trykket af, men bolden fløj heldigvis, set med OB-briller, over mål.
OB forsøgte i små ryk at presse de lyseblå tilbage på banen med et par enkelte dødbolde og et flot opspil. Det gav pote. Med blot ét minut tilbage af den ordinære spilletid i første halvleg, fik Issam Jebali tippet bolden videre til Emmanuel Sabbi, der med sin afslutning ramte stolpen og gav en returbold lige i fødderne på Max Fenger. Med en poleret højrefod fik Max Fenger sparket bolden over stregen, og kunne dermed gå på velfortjent pause med en føring på 1-0 til striberne.
Anden halvleg startede med et brag. Christian Vestergaard indtog Capotårnet for OB’s medrejsende fans, hvor han fik stemningen helt i top. Desværre var det ikke nok til at skræmme Sønderjyske-spillerne, da de efter blot fem minutter kunne udligne til 1-1. Peter Buch Christiansen modtog bolden i venstre side af banen fra Emil Frederiksen, og kunne fra en spids vinkel knalde den op i nettaget uden chance for Hans Christian Bernat. Få øjeblikke senere var OB’s Emmanuel Sabbi ekstremt tæt på at udbygge til en OB-føring, men desværre gik bolden forbi målet.
Det var tydeligt at se, at jagten var sat ind på mål nummer to fra begge hold, der kæmpede med næb og klør for at komme foran.
Flere gode chancer indtræf da også, hvor både fynboerne og sønderjyderne gav den gas i åbent spil og ved dødbolde. Det var dog OB der trak det længste strå, da de efter 83 minutters spil kunne bringe sig foran 2-1. Med uorganiseret spil i Sønderjyske-feltet kunne Jakob Breum spille netop indskiftede Troels Kløve fri, der med en lang tå prikkede bolden i kassen til sejrsmålet på 2-1 til fynboerne.
Returkampen i anden semifinale mod SønderjyskE finder sted torsdag den 5. maj kl. 18.00 på OB’s hjemmebane på Nature Energy Park.
SønderjyskE: Nicolai Flø – Stefan Gartenmann, Marc Dal Hende, Bubacarr Sanneh, Duplexe Tchamba – Mads Albæk, Rasmus Vinderslev, Emil Frederiksen (Rilwan Hassan, 65.), Nicolaj Thomsen (Isak Jensen, 65.) – Peter Christiansen (José Gallegos, 87.), Emil Berggren (Emil Kornvig, 25.)
Bænken: Lawrence Thomas, Emil Kornvig, Maxime Soulas, José Gallegos, Atli Barkarson, Isak Jensen, Rilwan Hassan
OB:
Hans Christian Bernat – Jørgen Skjelvik, Mihajlo Ivancevic, Kasper Larsen, Nicholas Mickelson – Jens Jakob Thomasen, Jeppe Tverskov (Troels Kløve, 79.) – Sander Svendsen (Jakob Breum, 73.), Issam Jebali (Bashkim Kadrii, 79.), Emmanuel Sabbi - Max Fenger (Mads Frøkjær, 79.)
Bænken: Sayouba Mandé, Jakob Breum, Bashkim Kadrii, Troels Kløve, Robin Østrøm, Joel King, Mads Frøkjær