04.04.2022 12:13
På en iskold forårseftermiddag nappede U19 alle tre point fem minutter inde i overtiden mod et hårdt kæmpende Brøndbyhold.
U19-ligaen
Fredag d. 1. april, kl. 14.00, Ådalen
OB – Brøndby 2-1 (1-1)
0-1 Yousef Salech (13.)
1-1 Tobias Augustinus-Jensen
2-1 Luca Kjerrumgaard
Gule kort:
OB: Jakob Okkels , Aske Adelgaard, Jakob Jessen, Mads Stistrup
Brøndby: Solomon Opoku
Kampens forløb:
Fredag eftermiddag skulle vi op imod ligaens nr. 2 fra Brøndby, på en dag hvor temperaturen nærmede sig frysepunktet.
Desværre var det gæsterne fra Brøndby, som bragte sig foran efter 13 minutters spil, da en høj bold blev spillet i dybden over forsvaret. Gæsternes angriber, Yousef Salech, kom først frem til bolden, og inde i højre side af feltet fik han drejet den ind uden for Magnus Nielsens rækkevidde.
Selvom Brøndby efter scoringen dominerede i spil og chancer, var det alligevel Striberne, der scorede og fik et vigtigt udlignende mål. Målet til 1-1 kom efter en halv times spil, da Tobias Augustinus-Jensen uden besvær eksekverede et straffespark, begået på Charlie Nouck Hornemann. Derefter kom ingen af holdene rigtig tæt på at bringe sig foran, og første halvleg endte dermed med et mål i hver ende.
Anden halvlegs første store chance tilfaldt Brøndby midt i halvlegen. En spiller fra de blå-gule smed en flad bold ind over feltet i højre side til en fri medspiller, som var tæt på at sende dem i front. Heldigvis fik han et dårligt touch på bolden, og skød forbi mål.
Vores største chance inden det afgørende mål kom 10 minutter før tid, da en flad aflevering ind i feltet fra venstre side gik hele vejen igennem feltet til Max Ejdum, men en fremadstormende brøndbymålmand forhindrede et stribet føringsmål.
Lige inden slutfløjt så det ud til, at begge hold måtte nøjes med det ene point, men et sidste kontraangreb sikrede de stribede alle 3 point. Luca Kjerrumgaard kunne kalde sig matchvinder, da hans skud midt i feltet akkurat krøb under Lucas Ziegler i målet.
Kommentar fra cheftræner Ivan Poulsen:
- Det var en kamp med stor intensitet, en kamp med mange omstillinger, mange dueller og andenbolde, der skulle vindes. Langt hen ad vejen synes jeg, at vi klarede det godt. Vi skaber nogle store chancer, og både os og Brøndby kunne godt have scoret nogle flere mål, men Magnus stod rigtig godt og havde nogle kampafgørende redninger.
- Det gjorde, at vi skubbede på og vi troede på, at vi kunne vinde. Vi fik det afgørende mål i overtiden, hvilket jeg også synes var fortjent, på baggrund af en flot holdindsats. Vi er selvfølgelig rigtig glade for sejren mod et meget stærkt Brøndbyhold i dag.
OB: Magnus Worsøe Nielsen, Jakob Okkels , Jonathan Foss, Jonathan Khemdee, Aske Adelgaard, Magnus Saaby, Max Ejdum (Mads Stistrup , 90.), Gustav Vinter (Jakob Jessen, 80.), Charly Nouck Hornemann (Noah Engell Christensen, 46), Tobias Augustinus-Jensen (Oliver Roche, 85.), Luca Kjerrumgaard
Bænken: Mads Eriksen, Oliver Hansen, Jakob Jessen, Oliver Roche, Noah Engell Christensen, Mads Stistrup
Næste kamp:
Lørdag d. 9. april kl. 13.00, Lyngby - OB, Lyngby Stadion