sejrsfoto

14.04.2022 13:59

Indskiftede Sander Svendsen blev i højeste grad kampafgørende, da han med to scoringer var med til at sikre en stribet sejr på 2-1 over Vejle Boldklub.

3F Superligaen
Torsdag d. 14. april kl. 14.00, Nature Energy Park
OB – Vejle Boldklub 2-1 (0-0)
1-0 Sander Svendsen (49.)
1-1 Tobias Mølgaard (70.)
2-1 Sander Svendsen (90.)

Gule kort:
OB: Troels Kløve (38.), Emmanuel Sabbi (41.)
Vejle Boldklub: Mouhamadou Drammeh (59.),

Tilskuertal: 6.195

Dommer: Jakob Sundberg

Kampens forløb:
På skærtorsdag var der fodbold på Nature Energy Park, og her havde vi besøg af Vejle Boldklub, der kæmper hårdt for at overleve i 3F Superligaen. De to første indbyrdes opgør med vejlenserne havde budt på en sejr til hvert hold, og hjemme på Nature Energy Park slog vi dem i oktober måned med hele 6-0.

Derfor var der masser af tro på tingene hos spillerne og de fremmødte fans på Nature Energy Park. Det var der umiddelbart god grund til, for allerede efter seks minutter var det tæt på at blive 1-0 efter en helt vild aktion fra Issam Jebali. Et indlæg blev slået over til den bageste stolpe, han tog den ned med hovedet, vendte rundt med en tæmning, hvorefter han flugtede bolden afsted mod det korte hjørne. Desværre kom gæsternes keeper ned til roden af stolpen og leverede en fantastisk redning.

Næste chance i kampen tilfaldt gæsterne fra Vejle, og igen kom chancen efter et indlæg, hvor de headede den tæt over mål.

Generelt set var det en jævnbyrdig fodboldkamp, hvor vi med bolden forsøgte at skabe kampen, mens Vejle stod kompakt og lurede på omstillinger. Alligevel var det os, der efter 20 minutters tid var ved at komme igennem på en omstilling. Mads Frøkjær sendte Skjelvik afsted på venstrekanten, og vores norske back var lige ved at finde Max Fenger foran målet, men Vejle fik lige akkurat blokeret indlægget fra Skjelvik.

Det var småt med de store chancer, og det var ofte på indlæg eller fra distancen, de to mandskaber forsøgte sig. Efter en halv time forsøgte Max Fenger sig fra kanten af feltet, efter han havde trukket den på tværs af feltet, men en ny stor redning fra Brunst gjorde, at stillingen fortsat var 0-0, hvilket den var indtil pausen.

Til gengæld holdt stillingen ikke ret længe af anden halvleg. Sander Svendsen var blevet skiftet ind fra anden halvlegs start, og han var fast besluttet på at vise cheftræneren, at han skulle med i startopstillingen, næste gang vi spiller kamp. Der gik således kun fire minutter af anden halvleg, inden vores norske offensivspiller havde bragt os på sejrskurs. Han modtog på venstresiden bolden fra Troels Kløve, hvorefter han først drev den frem til feltet – derefter ind i feltet, inden han sparkede bolden ind i kassen til 1-0 via roden på den nærmeste stolpe.

Senere var det tæt på endnu en norsk scoring. Jørgen Skjelvik erobrede bolden fra Tobias Mølgaard, hvorefter han sendte den videre til Sander Svendsen. Han holdt lidt på kuglen, inden han sendte sin landsmand i dybden. Skjelvik tog den ind i feltet, og han trykkede af med fuld power, men den tredje fornemme redning fra Brunst i kampen holdt Vejle inde i opgøret.

Et kvarters tid senere kom de endnu bedre med i opgøret. Arbnor Mucolli smed fra venstresiden et fladt cutback ud til kanten af feltet. Her kom Tobias Mølgaard stormende, og med en flad afslutning gjorde han det til 1-1.

Efter udligningen satte vi os på kampen, og det var os, der var på bolden, men de store chancer udeblev. Heldigvis skal der ikke altid en stor chance til, for at man får sendt bolden i kassen. Efter 89 minutters spil satte Vejle bolden skidt i gang i eget forsvar. Thrándarson erobrede bolden, hvorefter han sendte den hen til Sander Svendsen, som tæskede bolden i nettet til 2-1 på en fornem afslutning, som blev kampens slutresultat.

OB:
Hans Christian Bernat – Nicholas Mickelson, Kasper Larsen, Jeppe Tverskov, Jørgen Skjelvik – Troels Kløve (Aron Elís Thrándarson, 66.), Ayo Simon Okosun, Mads Frøkjær (Sander Svendsen, 46.) – Emanuel Sabbi, Max Fenger (Jakob Breum, 80.), Issam Jebali
Bænken: Hans Christian Bernat, Jakob Breum, Sander Svendsen, Aron Elís Thrándarson, Mihajlo Ivancevic, Robin Østrøm, Joel King

Vejle Boldklub:
Alexander Brunst - Denis Kolinger, Oliver Provstgaard, Heron Crespo - Miiko Albornoz (Thomas Gundelund, 85.), Lundrim Hetemi, Mouhamadou Drammeh, Ebenezer Ofori (Luka Djordjevic, 62.), Tobias Mølgaard - Andres Ponce (Dimitrios Emmanouilidis, 85.), Arbnor Mucolli (Edgar Babayan, 77.)
Bænken: Lucas Hägg Johansson, Thomas Gundelund, Dimitrios Emmanouilidis, Luka Djordjevic, Edgar Babayan, Hans Høllsberg

Næste kamp: Søndag d. 17. april kl. 18.00, Viborg FF – OB, Energi Viborg Arena