IMG_9448 (2)

13.04.2022 15:45

Til sommer vender U17-spilleren Valdemar Grymer, efter et enkelt år i SfB-Oure FA, tilbage til OB, hvor han spillede, fra han var U14-U16.

Aunslev IF, Nyborg GIF, Odense Boldklub og SfB-Oure FA. Det er de klubber, som den talentfulde kantspiller Valdemar Grymer har repræsenteret, og fra næste sæson af vender han tilbage til Ådalen, hvor han bliver en del af U19-holdet, hvilket glæder Tonny Hermansen.

- Det er fantastisk, at vi har en spiller, der kan tage et år til SfB-Oure FA for at få mere spilletid – og på den måde fortsætte med at udvikle sig. Her har Valdemar taget det næste step, og han er blevet så dygtig, at vi gerne vil have ham ind på en kontrakt. Så vi glæder os til, at han til sommer kommer tilbage til os, hvor han også var, fra han var U14 til han var U16, siger Tonny Hermansen, inden han sætter nogle ord på Valdemar Grymer.

- Valdemar er driblestærk og har et sindssygt godt spark. Det havde han også, sidst han var her, men han er blevet bedre til at sætte tingene sammen, så han kan gøre brug af flere af sine forcer i de samme spilsekvenser. Så vi glæder os over, at han nu bliver en del af vores rigtig stærke U19-trup efter sommerferien, siger Hermansen.

Hovedpersonen selv, Valdemar Grymer, er også rigtig glad for igen at blive OB-spiller til sommer.

- Det føles vildt godt. Jeg kender klubben, og det bliver dejligt at komme tilbage efter et godt år i SfB-Oure FA. Jeg har fået mere selvtillid, jeg har udviklet mig som fodboldspiller, og jeg tror generelt set mere på mig selv inde på banen nu.

- Det betyder meget for mig, at OB viser, at de tror så meget på mig, at de vil tilbyde mig en kontrakt. Jeg bliver belønnet for mit hårde arbejde. Det bliver stort for mig at komme tilbage til OB, for det er en klub, der betyder meget for mig, da det var her, jeg blev formet som fodboldspiller. Så at jeg kan komme tilbage til klubben – og ovenikøbet på en kontrakt – er jeg rigtig glad for, siger Valdemar Grymer.

At en spiller tager væk fra Akademiet, når han bliver U17 – for at komme tilbage når han bliver U19, er ikke nødvendigvis et dårligt tegn ifølge Tonny Hermansen. Tværtimod vidner det om det fantastiske samarbejde, vi har klubberne imellem her på Fyn.

- Det her kan kun lykkes, fordi vi har et så godt og tæt samarbejde med de andre fynske klubber. Hvis en spiller ikke føler, at han kan bruges, og han føler, han har brug for mere spilletid, så kan de komme til en af vores samarbejdsklubber for at fortsætte udviklingen. Valdemar tog til SfB-Oure FA, og her har han lagt på, på grund af godt arbejde af både ham og klubben, og det er virkelig stærkt, siger Hermansen, inden han roser hele forløbet og dialogen med SfB-Oure FA omkring Valdemar Grymer.

- Vi har hele tiden løbende kontakt med Simon Finsen, der er Head of Coaching i SfB-Oure FA, og de gemmer ikke spillerne væk fra os, når de gør det godt hos dem – tværtimod. Ved Valdemar er der andre klubber, der har kontaktet dem omkring ham. Der har vi haft en aftale med de gode folk i SfB-Oure FA om, at det vigtigste har været, at Valdemar skulle udvikle sig, og når han skulle videre fra dem, skulle det være til os, så der har vi hele tiden været informeret omkring status på ham.

- Næste skridt i karrieren er han så kommet til nu, og i sidste uge debuterede han for deres førstehold i Danmarksserien. Så alt i alt er det her en rigtig god historie for både Valdemar, os og SfB-Oure FA, men i særdeles for samarbejdet, som er det helt centrale, siger Hermansen.