IMG_0312

18.08.2022 11:56

På fredag drager U17-holdet til Haderslev for at spille sæsonens første kamp i U17-Ligaen, og efter en god sæsonopstart er de stribede sølvvindere fra Odense klar til endnu en sæson.

U17-holdet sluttede sidste sæson på en andenplads, og efter sommerferien mødte de ind for at forberede sig på den kommende sæson. I løbet af sommerpausen har holdet forandret sig, da flere spillere er rykket op på U19-holdet og nye er kommet til fra U15-holdet, så derfor har det været vigtigt at ryste holdet godt sammen.

- Det har været en fin sæsonopstart. Der har været to vigtige parametre, som vi har arbejdet på; socialt har vi skulle samle to årgange, og samtidig sørge for de nye ansigter i klubben fik en god start, siger U17-cheftræner, Nicklas Vincentz, inden han fortsætter: 

- Det andet har været at opnå et fornuftigt fysisk niveau, så vi kan performe og forhåbentligt undgå skader, når turneringsbelastningen ruller. Her har Mathias Arvig og Jesper Sangild været gode i forberedelsen og særligt i evalueringerne af vores træningspas.

U17-drengene deltog sammen med resten af akademiet på den traditionsrige træningslejr i Vildbjerg, og her fik de mulighed for at styrke de sociale forbindelser:

- Vildbjerg er som altid nogle dejlige dage. Der er gode omgivelser, og det var fedt at have drengene så intensivt i fire dage. Jeg tror, det største output af den træningslejr var det sociale, hvor alle drengene virkelig fik lært hinanden bedre at kende, og de fik tid til at hygge sig under forskellige aktiviteter, siger han.

Nu kigger Niklas og drengene frem til en ny sæson, hvor de har forventninger om at kunne præstere godt i hver eneste kamp.

- Jeg har den forventning, at vi præsterer vores ypperste i alle kampe. Det skal vi gøre, fordi vi spiller for at vinde, men også fordi vi også spiller for at udvikle spillere, og det gør man bedst, hvis drengene viser deres reelle niveau, siger han og fortsætter:

- Derudover er drengene som individer også rigtig godt hjulpet på vej, hvis de spiller på et godt hold med stærke relationer. De er afhængige af, at deres holdkammerater leverer gode præstationer i kampene.

I morgen rejser de til Haderslev for at spille sæsonens første kamp mod SønderjyskE, hvor jagten går ind på at få den bedst mulige præmis for sæsonen med en sejr. En kamp som, Niklas tror, bliver tæt.

- Det bliver en god kamp, og det tror jeg faktisk, at alle kampene i U17-Ligaen bliver. Jeg synes, at ligaen ser tæt ud. Kampen mod SønderjyskE isoleret set bliver ekstra interessant, da det er vores første kamp i turneringen. Vi føler os klar til kampen, men jeg er nu også ret sikker på, at de gør, så det bliver to hold, som jagter deres første sejr, siger han afslutningsvis.

Kampen mod SønderjyskE spilles kl. 15.00 i Haderslev, og udover U17-holdet, spiller også U19 kamp mod SønderjyskE samme dag, mens U15 gæster dem lørdag.