DSC05408 copy

01.12.2022 08:48

Til eftermiddag spiller vi årets sidste træningskamp, når vi kl. 13.00 gæster Lyngby Boldklub hos Lundtofte Boldklub, og spørger man cheftræner, Andreas Alm, så er træningskampe den bedste måde at slutte året af på.

Spillerbussen triller snart ind i Ådalen, så spillerne kan drage mod Lyngby Boldklub, som vi kl. 13.00 møder til årets sidste træningskamp. Og selvom det sjældent er set med træningskampe som nedtakt efter en halvsæson, så har det stor værdi for Andreas Alm og trænerteamet.

- I Sverige har jeg altid valgt at spille træningskampe, når vi har stoppet turneringen i november. Så har vi fortsat og har spillet 2-3 træningskampe, hvor vi har prøvet at spille mod de hold, som er på vej op i systemet, og som har en spændende taktisk fleksibilitet, som vi kunne møde. I min verden så er der mange spillere, som synes, det er fedt at spille kampe i stedet for at træne i tre uger. Vi spiller træningskampene for at blive bedre til fodbold. Træningskampe er også træning, og vi træner for at skulle spille kamp, siger Andreas Alm, og fortsætter:

- Vi fik 13 spillere ind i det seneste vindue, så al den kamptræning, vi kan bruge, til at få folk spillet sammen, betyder noget. Det er ikke alle konstellationer, der har prøvet at spille så meget sammen, og dem vi spiller med i dag, har ikke spillet så meget sammen tidligere.

Men træningskampene spilles ikke blot for at teste nye konstellationer af på banen; det sker også for at teste nye taktiske elementer af.

- Vi er lidt mindre taktiske til sådanne træningskampe, end vi er til superligakampe, hvor vi forbereder os med video på modstanderne. Her tester de også nogle ting af, så det giver ikke mening at forberede os så meget på dem. Vi prøver i visse tilfælde at være lidt mere ekstreme i vores pres, men også at tage lidt større risiko offensivt og tage nogle ekstra løb og nogle ekstra spillere med i angreb. Vi prøvede det i Nordsjælland, og vi synes, at vi havde 60 minutter, som var virkeligt gode, siger Andreas Alm.

Selvom trænerteamet ikke bruger meget tid på at forberede sig på modstanderne, så er det ikke uden grund, at det lige netop er FC Nordsjælland og Lyngby Boldklub, vi har mødt i årets sidste træningskampe.

- Vi har valgt at spille mod Nordsjælland og Lyngby i de her to sidste kampe, da de spiller med et højt tempo, og når man ser på sprints i Superligaen, så er Nordsjælland og Lyngby helt i top med højt tempo i kampene, og vi ønsker et højt tempo i de her kampe, slutter Andreas Alm.

Lyngby Boldklub – OB spilles torsdag kl. 13.00 hos Lundtofte Boldklub på Ravnholmvej 11, 2800 Kongens Lyngby, hvor der er gratis adgang.