Ivan Poulsen

25.02.2022 19:41

U19-drengene fik en perfekt start på foråret med en sejr i Aalborg, og lørdag skal de forsøge at følge op på den fornemme forårsstart, når det hjemme i Ådalen gælder en kamp mod Randers FC.

Lørdag skal vores U19-drenge i kamp for anden gang i 2022, når vi hjemme i Ådalen får besøg af Randers FC. Kronjyderne er en del af det store midterfelt, som vi selv er en del af, og cheftræner Ivan Poulsen forventer da også, at det bliver tæt lørdag eftermiddag.

- Jeg forventer helt afgjort, at det bliver en tæt kamp. Ser man på tabellen, så er vi side om side med dem, fordi de har to kampe på hånden. Så vi går ind til kampen mod stor ydmyghed, for kampene mod Randers FC er pr. definition altid tætte, for det er et svært hold at spille mod.

- Når alt det er sagt, så går vi ind til kampen med en stor portion selvtillid. Vi startede foråret med en flot og overbevisende sejr på 4-1 over AaB på udebane, og kan vi tage mange ting med fra den kamp, så bliver det også svært for Randers FC lørdag, siger Ivan Poulsen.

Siden AaB-kampen har drengene arbejdet hårdt i Ådalen, og en flok af spillerne har været afsted med de danske U-landshold. Dem i Ådalen har Ivan Poulsen haft tæt på, og her har det set godt ud.

- Drengene har set skarpe ud i løbet af ugen, og jeg håber virkelig på, at vi kan bringe det med ind i lørdagens kamp. Det er altafgørende, at vi er klar til at kæmpe og arbejde hårdt. Derudover bliver vores stærke relationer på holdet afgørende, og det gælder på offensivt og defensivt. Så jeg er optimistisk inden en tæt kamp, siger Poulsen.

Selvom der venter en tæt kamp, så er Ivan Poulsen som nævnt optimistisk, og han ved også godt, hvad der skal fungere, for at det bliver til endnu en stribet sejr.

- Vi skal hænge stærkt sammen i den defensive organisation, og så skal vi have vores restforsvar intakt, så vi kan modstå deres omstillinger. Derudover skal vi i den anden ende score i vores gode perioder. Her håber vi på, at Charly Nouck Horneman kan fortsætte sin scoringsform fra Aalborg, ligesom Tobias Augustinus-Jensen helt sikkert vil være stærkt motiveret, da han kan de frem til sin første kamp i 2022.

Kampen mellem OB og Randers FC i U19-Ligaen fløjtes i gang klokken 12.30 i Ådalen.