01.02.2022 13:16
Seks akademispillere er med på vinterens træningslejr, og her gør transitionstræner Nicolas Arvid Hedeman os klogere på, hvad det er for nogle unge drenge, der skal på træningsbanen i Tyrkiet.
30 spillere har sat kursen mod Tyrkiet, hvor vi frem til den 13. februar er på træningslejr i Belek. Truppen indeholder 24 spillere fra vores førsteholdstrup, og derudover er der seks spillere fra vores Akademi. Det tjener helheden i klubben, lyder vurderingen fra vores transitionstræner Nicolas Arvid Hedeman.
- Det er nogle rigtig dygtige spillere, som vi nærer store forhåbninger til, der er med på træningslejren i år. Fælles for dem alle er, at de er med for at lære, og jeg tror og håber, de får erfaring både på og uden for banen, som kan være med til at sætte yderligere fart i deres udvikling. Derudover er det en del af strategien i OB, at vi skal bringe vores unge spillere frem. Så selvfølgelig skal vi have akademispillere med på træningslejren, når vi kan give dem en unik mulighed for at kan træne med og lære af velrenommerede superligaspillere i et længere, intenst forløb, siger Hedeman, der her sætter nogle ord på hver enkelt af de seks spillere:
Tobias Augustinus-Jensen (U19):
- Tobias er årgang 2004 og en dygtig offensivspiller med individuelle kvaliteter. Han har store forcer i det relationelle spil, og det bliver godt for ham at spille og træne i et højt tempo i de næste to uger. Jeg er sikker på, at det bliver gunstigt for ham at blive udfordret af mere fysik og intensitet i duellerne.
Luca Kjerrumgaard (U19):
- Luca er en stor og stærk angriber med mange mål på kontoen fra sin ungdomstid. Han er på fuldtidskontrakt fra sommer af, og han er allerede nu begyndt at træne mere med førsteholdet. Turen kan også bidrage til, at han socialt kommer tættere på de spillere, der bliver hans holdkammerater efter sommerferien.
Gustav Vinter (U19):
- Han er en spiller, vi har kendt, siden han var helt lille. Han har altid spillet i OB, så det er en rigtig dejlig historie for os, at han er blevet så dygtig en fodboldspiller, at vi kan tage ham med på træningslejr sammen med førsteholdet. Jeg vil beskrive ham som en teknisk velfunderet spiller, der vil passe godt ind i spillestilen, så det bliver spændende at følge hans udvikling de næste 13 dage.
Elias Hansborg Sørensen (U17):
- Elias er U17-landsholdsspiller, han kan lave mål, og han er også blandt topscorerne i U17 Ligaen. Han er et powerhouse, som også er i besiddelse af en stor spilforståelse, så målene er langt fra hans eneste bidrag til holdet. Jeg tror, at han kan vokse rigtig meget af at komme med på denne tur, fordi der også sidder et godt hoved på drengen, så han kan klare den mentale udfordring, som seniorfodbold også er.
Tobias Slotsager (U17):
- Tobias er en ung stopper, der kun lige er blevet 16 år. Han er en dygtig forsvarsspiller, som vi knytter et stort håb til. Han har trænet med førsteholdet, lige siden han var U15-spiller, så han er allerede godt tilpas i det, og han har også en personlighed, der får ham til at blende ind i træningen og ligne en superligaspiller, hvad angår både kommunikation, mod og integritet.
Marcus McCoy (U17):
- Marcus er egentlig en sjov historie. Han har ikke trænet så meget førsteholdet, men han har spillet en reserveholdskamp, og så har han været med i begge vores træningskampe i opstarten. Han er kommet lidt fra baghjul, og på den måde er han et godt eksempel for resten af akademiet. Det beviser, at man med en stærk indsats på træningsbanen kan komme langt. Det er naturligvis også en cadeau til kulturen og træningsmiljøet på Akademiet, for det viser, at alt ikke er overladt til talent og tilfældigheder alene. Hårdt arbejde er en mindst lige så vigtig faktor, og det har McCoy fået forudsætningerne for at udnytte til fulde.
Spillerne flyver i eftermiddag fra lufthavnen i Hamborg, og første træningspas på træningslejren er onsdag formiddag. Vil du følge med i, hvad der sker på træningslejren, så download vores fan-app, hvor du altid får nyt om OB som den første.