Referatfoto

20.01.2022 15:11

Vi slog FC Fredericia med 2-1 i årets første træningskamp, hvor 23 spiller kom i kamp, og hvor Jakob Breum og Sander Svendsen scorede vores mål.

Træningskamp
Torsdag d. 20. januar kl. 13.00, Ådalen
OB – FC Fredericia 2-1 (1-0)
1-0 Jakob Breum (31.)
2-0 Sander Svendsen (55.)
2-1 Daniel Johansen (65.)

Kampens forløb:
Efter to uger med massevis af træningspas og et par fysiske tests skulle førsteholdet spille sæsonens første træningskamp. Det skulle vi hjemme i Ådalen, hvor FC Fredericia kom på besøg. Fredericianerne spiller med i toppen af 1. Division, så der ventede os en spændende udfordring på bane 4 i Ådalen.

Striberne satte sig på opgøret fra start, og Max Fenger var tidligt tæt på at sparke os på sejrskurs, da Mads Frøkjær spillede ham fri i dybden. Her kom gæsternes keeper, Sebastian John, dog stærkt i vejen for afslutningen. Kort efter var vi igen tæt på, men endnu en gang var det gæsternes keeper, der kom stærkest ud af duellen.

Efter 31 minutters spil kunne han dog ikke stille det store op. Marcus McCoy erobrede bolden på midterlinjen, spillede et-to med Jens Jakob Thomasen, hvorefter han drev bolden frem, inden han smed et tidligt indlæg mod den bageste stolpe. Her dukkede Jakob Breum op, og han sparkede sikkert bolden op i nettaget til en stribet 1-0 føring.

FC Fredericia forsøgte sig også i den anden ende af banen, og her var det deres topscorer, Samson Iyede, der var farligst, men Hans Christian Bernat gjorde det godt mellem stængerne, og så kunne vi gå til pause med en føring på 1-0, som med lidt mere effektivitet godt kunne have været endnu større.

Anden halvleg var kun ti minutter gammel, inden der kom mere effektivitet – og dermed også endnu en stribet scoring. Mart Lieder spillede midt på Fredericias banehalvdel bolden videre til Sander Svendsen. Herefter tog vores norske offensivspiller så sagen i egen hånd. Han drev bolden frem i fuld fart, og inde i gæsternes straffesparksfelt sparkede han køligt bolden op i nettaget med sin venstreskøjte; og så var vi foran 2-0.

Bare ti minutter senere fik gæsterne så sparket spændingen ind i kampen. Et flot mønsterangreb endte for fødderne af Daniel Johansen, der er en færøsk back, de har på prøvetræning fra HB Tórshavn, og han klappede køligt bolden i kassen til 2-1, så der igen var lidt spænding i opgøret.

Resten af opgøret bar ikke præg af enorme chancer, men der blev spillet fornuftig fodbold, og mange spillere fik nogle vigtige minutter i benene.

På tavlen endte det med en stribet sejr på 2-1 og dermed var det på mange måder en vellykket første træningskamp for Andreas Alms tropper, der spiller næste træningskamp om præcis en uge, når det gælder Silkeborg IF på udebane.

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat (Sayouba Mandé, 46.) – Marcus McCoy (Nicholas Mickelson (46.), Robin Østrøm (Alexander Juel, 46.), Jonathan Khemdee (Tobias Slotsager, 46.), Jørgen Skjelvik (Mathias Brems, 46.) – Jens Jakob Thomasen (Troels Kløve, 46.), Nikolaj Juul-Sandberg (Max Andersen, 46.), Mads Frøkjær (Mart Lieder, 46.) – Luca Kjerrumgaard (Emmanuel Sabbi, 46.), Max Fenger (Bashkim Kadrii, 46. (Tobias Augustinus-Jensen, 73.)), Jakob Breum (Sander Svendsen, 46.)
Bænken: Sayouba Mandé, Nicholas Mickelson, Alexander Juel, Bashkim Kadrii, Mart Lieder, Sander Svendsen, Emmanuel Sabbi, Mathias Brems, Troels Kløve, Tobias Augustinus-Jensen, Max Albæk Andersen, Tobias Slotsager, Samuel Juel

Næste kamp:
Torsdag d. 27. januar kl. 13.00, Silkeborg IF – OB, JYSK Park