04.07.2022 08:59
Anton Jensen skifter fra næste sæson Svendborg fB ud med OB’s U17-hold, hvor han kommer til på en treårig ungdomskontrakt.
Vi er blevet enige om en ungdomskontrakt med 15-årige Anton Jensen, der skifter til OB fra Øens Hold-klubben Svendborg fB.
- Vi følte, at tiden var kommet til, at vi ville skrive kontrakt med Anton. Vi er rigtig glade for, at han har flyttet sig så meget, og vi ser frem til, at han kommer ind og bliver en del af vores setup. Han er et fantastisk resultat af et godt arbejde i Svendborg fB, siger Akademichef, Tonny Hermansen, og fortsætter:
- Anton er en rigtig fin case, som ikke er helt ukendt for os, da han har deltaget i vores fællestræninger med Svendborg de sidste tre år. Han er blevet en mere moden spiller, samtidig med at han er blevet mere eksplosiv og stærk. Han er en offensiv spiller, som kan spille på alle de fire forreste pladser, og han er meget fleksibel i forhold til sin position.
Og den unge offensive fynbo ser også frem til skiftet til OB:
- Jeg er meget stolt over at kunne skrive kontrakt med OB. Det er et stort øjeblik i fodbolden for mig. Klubben betyder en del for mig, da jeg også har været i forløb med klubben tidligere. Der er forskel fra det jeg kommer fra, og presset er større, når man kommer på kontrakt, siger Anton Jensen.
Kontrakten mellem Anton Jensens og OB løber frem til sommeren 2025.