06.07.2022 08:55
Når den nye sæson skydes i gang mandag den 18. juli, skal sæsonkortholdere ikke bekymre sig om transporten til Nature Energy Park, for Odense Letbane tilbyder nemlig sæsonkortholdere at køre gratis til og fra kampen.
Odense er en fed by i konstant udvikling, og et af de nyeste beviser på dette er letbanen, som åbnede i slutningen af maj og siden har transporteret odenseanere på tværs af byen mellem Tarup og Hjallese.
Letbanen bliver uden tvivl populær, når vi i fremtiden spiller hjemme på Nature Energy Park, og for at give en forsmag på dette kan sæsonkortholdere gratis tage Odense Letbane til og fra stadion til sæsonpremieren mandag den 18. juli.
Tilbuddet gælder kun denne ene kamp, hvor du som sæsonkortholder blot skal fremvise dit sæsonkort til kontrollørerne i toget. Til de efterfølgende kampe skal du igen købe billet eller scanne dit rejsekort for at køre med Odense Letbane.
For at hjælpe stribede fans til stadion sørger Odense Letbane desuden for, at de ordinære 10-minutters intervaller mellem togene forlænges frem til kampstart kl. 19.00, og efter kampen vil der ligeledes holde et ekstra tog klar på Idrætsparken Station. Toget kører i retning mod Odense centrum, og det har plads til over 200 passagerer.