23.05.2022 10:59
Kristi Himmelfartsdag spiller vi med i Pokalfinalen, og der venter en stor oplevelse, som OB-fans vil huske i mange år. For at du kan forberede dig bedst muligt og få den bedste oplevelse på dagen, har vi her samlet alle informationer, så du ikke går glip af noget, når du tager med til Brøndby Stadion.
Vi bliver op imod 15.000 stribede fans, og derfor har vi her samlet nogle gode tips og tricks, så du er helt klar til på torsdag.
Kom godt frem til stadion og tag hjemmefra i god tid!
Hvis du kører med OB- og Albani-fanbusserne, så skal du være klar ved Rosengårdscentret fra kl. 9.00. Busserne kører kl. 10.00.
Kører du selv i bil fra Fyn, skal du ankomme via Holbækmotorvejen og undgå vejnettet nord for Brøndby Stadion. Der vil være mange mennesker omkring stadion, så tag hjemmefra i god tid. Der forventes også rigtig mange private køretøjer, så du kan desværre ikke forvente en ledig parkeringsplads tæt på stadion.
Tager du toget til Brøndby Stadion, så skal du skifte til S-tog på Høje Taastrup Station, hvorfra du kan tage S-toget til enten Brøndbyøster eller Glostrup Station og gå derfra. Tager du S-toget fra Hovedbanegården, kan det anbefales at stå af ved Brøndby Strand og gå derfra.
Kom i god tid; aktiviteterne på stadion starter kl. 12.00!
Med omkring 28.000 tilskuere samlet på stadion bliver vi rigtig mange mennesker, og det anbefales derfor på det kraftigste at komme i god tid. Indgangene åbner allerede kl. 12.00, og her starter alle aktiviteterne også i Fanzonen og i loungen på Østtribunen (Ebbe Skovdahl Lounge).
Vi sørger for både livemusik og DJ fra to forskellige scener, så du kan komme i den helt rigtige stemning inden kampstart. Og du kan være helt rolig; der sælges også pølsemix på stadion til Pokalfinalen.
Kom i blåt og hvidt!
Med op imod 15.000 stribede fans samlet på stadion skal vi også gøre vores for, at man ikke er i tvivl om, at den fynske fodboldhær er samlet på ny. Tag derfor din stribede trøje på fra morgenstunden, så vi i fællesskab skaber en unik kulisse for spillerne og de øvrige fans på stadion.
Vi sørger desuden for, at fanshoppen rykker med til Pokalfinalen, så du også der kan sikre dig vores nye hjemmebanetrøje eller en af de limited edition pokaltrøjer i blå eller hvid. Derudover sælger vi kun på pokalfinaledagen et helt unikt pokalfinalehalstørklæde.