13.05.2022 12:59
Når vi går på banen på søndag, er det, udover at være sæsonens sidste kamp på Nature Energy Park, også den sidste hjemmebanekamp for Ryan Johnson Laursen.
Efter fem og et halvt år siger vi, på søndag, farvel til Ryan Johnson Laursen, som desværre ikke spiller i den stribede trøje efter denne sæson.
- Det bliver specielt. Fem og et halvt år er lang tid. Klubben og byen har dannet rammer for meget – både opture og nedture. Jeg har alligevel nået at spille over 100 kampe for OB, så min tid her har betydet meget, siger Ryan Johnson Laursen.
I sin tid i klubben har Ryan været en central spiller på et hold, som har været igennem flere større omvæltninger de seneste år:
- Selvom der er sket meget i den tid; fire cheftrænere, tre sportsdirektører og nyt klubhus, synes jeg virkelig, at klubbens ånd har levet videre. Jeg synes, at retningen er den rigtige, så jeg håber de bliver på den retning, siger han.
Ryan har været utrolig glad for de oplevelser, han har fået i klubben, men har desværre været ramt af skader denne sæson, og det er derfor ikke blevet til særlig meget spilletid. Dog føler han stadig, at han har været en del af det hold, som der slutter sæsonen af med en pokalfinale på Brøndby Stadion:
- Det er en del af det at være professionel fodboldspiller. Man har nogle perioder, hvor man er ude. Når jeg ikke har kunne bidrage på banen, har jeg fokuseret på at bidrage med det, jeg kan udenfor banen. At jeg i år ikke har kunne være en del af det på samme måde, er bare en del af det, som jeg tager med. Man skal nå at ramme bunden, før man kan komme op igen, siger han.
Med så mange år i klubben er der mange fede oplevelser at tænke tilbage på, men der er specielt én kamp, som har fyldt utrolig meget for Ryan:
- Der var en kamp Vejle, som var vildt fed. Vi havde ikke vundet seks kampe i streg, og det skabte lidt krisestemning i truppen. Alligevel rejste 2.500 fans med os til Vejle, og vi ender med at få hevet sejren hjem. Det blev så starten på en stime af gode kampe. Jeg scorede også selv i den kamp, fortæller Ryan.
Og selvom der er mange ting at savne efter så mange år i klubben, bliver det svært at sige farvel til resten af truppen og de mange stribede fans, som især har været godt repræsenteret på lægterne på det seneste:
- Jeg kommer til at savne de folk, der er i klubben. Jeg kommer også til at savne truppen og vores mange fans. Jeg håber, der fortsat vil komme så mange fans, som der har været på det sidste. Det er en del af fodbold, at spillere kommer og går, mens fansene bliver. Jeg håber, at jeg kan få sagt ordentligt farvel til dem. Det vil være noget, jeg tager med videre resten af mit liv.
Ryan Johnson Laursen har, indtil videre, spillet 111 kampe for striberne siden han i januar 2017 skiftede hertil fra Esbjerg fB. Højrebacken har samtidig også nået at score fem mål for klubben og lavet 11 assists.
Du kan være med til at sende Ryan ordentligt afsted, når vi takker ham, og de andre afgående spillere, for deres indsat til vores sidste hjemmebanekamp mod SønderjyskE på Nature Energy Park, som spilles på søndag kl. 14.00. Du kan købe din billet her!