_DSC3636 copy

25.05.2022 11:40

Når klokken slår tre i morgen eftermiddag sparkes dette års Pokalfinale i gang, når vi tørner sammen med FC Midtjylland.

Inden Pokalfinalen kan fløjtes i gang, skal vi lige have styr på det praktiske, så vi er sikre på, at alle får den bedste oplevelse, når vi forhåbentligt skal skrive historie på Brøndby Stadion.

Kom i blå og hvi’

Der kommer til at være overtal af stribede fans, og det skal vi ikke lade gå til spilde. Derfor skal du tage din stribede trøje på, så stadionkulissen bliver så smuk som overhovedet muligt. Har du endnu ikke nået at købe tøj til kampen, er det heldigvis også muligt også at købe både spillertrøjer, pokaltrøjer og pokalhalstørklæder i Fanzonen og i Ebbe Skovdahl Lounge.

Ankomst med bus

Det er klart, at når vi er over 15.000 tilskuer samlet, og det endda kun dækker den blå og hvide fanskare, er der også mange, som ankommer med busser. 

Har du købt en billet til en af OB’s officielle busser, som kører kl. 10.00 fra Rosengårdscenterets parkeringsplads, skal du allerede ankomme til Rosengårdscenteret kl. 9.00. Busserne vil køre til Brøndby, så de ankommer tids nok til at tage del i festlighederne i Fanzonen. Busserne vil blive holdene samme sted, som de sætter jer af, så det er derfor også derfra, at busserne kører hjem til Odense efter kampen. I forruden af bussen vil der være det busnummer, som skal matche med det, der står på din busbillet.

Kommer du med en anden bus end OB’s officielle busser, så opfordrer vi til at få bussen hurtigst muligt afsted. Det er vigtigt, at busserne drejer af ved afkørsel 2, og fortsætter over første kryds, indtil I ankommer til Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard, hvor I skal svinge til venstre. Når I er ankommet til stadion, er det meget vigtigt, at I følger vejledningen fra stewards og politi.

Ankomst med bil

Igen, vi kan ikke nævne det her for mange gange; kør i god tid! Der kommer rigtig mange busser og biler, og derfor kan det skabe kø på motorvejen og ind til Brøndby Stadion. Så kør tidligt! Det vil være ærgerligt at misse både optakten i fanzonen og dele af kampen.

Ligesom busserne skal I dreje af ved afkørsel 2, og fortsætte over første kryds, indtil I ankommer til Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard, hvor I skal svinge til venstre. Når I er ankommet til stadion, er det meget vigtigt, at I følger vejledningen fra stewards og politi.

Da der ikke kan garanteres parkeringspladser til så mange biler, anbefaler vi, at man alternativt kører til Høje Taastrup Station og tager S-toget til Glostrup Station og derfra går til stadionet. Så er benene også varmet op til at hoppe på lægterne.

Ankomst med tog

Tager du toget fra O’ense, skal du også stå af i Høje Taastrup og tage S-toget til Glostrup St. og gå derfra.

Kommer du derimod fra Københavns Hovedbanegård, skal du tage S-toget til Brøndby Strand.

Igen; kom i god tid!

Hvis du skal undgå at misse kampen, så kom afsted fra Odense i god tid. Der kommer til at være 28.000 mennesker, der skal ind og se kampen, som alle sammen kommer vest fra. Derfor kan der både være forsinkelser, togaflysninger og kø på motorvejen – ligesom der kan forventes kø for at komme ind på stadion.

Og bare rolig! I kommer ikke til at kede jer ved at komme tidligt. Aktiviteterne i Fanzonen og Ebbe Skovdal Lounge starter nemlig allerede kl. 12.00, hvor der bliver varmet godt op til kampen.

Der vil både være livemusik og DJ’s, så du kan danse til ’OB op i top’, mens du kører en pølsemix ned – en rigtig hjemmebaneoplevelse.

Bliv på tribunerne

Vi vil alle sammen gerne skabe den største opbakning for vores spillere, når der skal kæmpes om trofæet, men derfor er det stadig vigtigt at huske, at det er strengt forbud at forcere banehegnet og løbe ind på banen. Dette gælder også når kampen er slut. Overholdes det ikke, venter der en bøde på 10.000 kr.

Har du problemer med din billet på dagen?

Hvis der skulle opstå problemer på dagen med din billet, så frygt ej! Det er muligt at få hjælp på dagen i billetvognen ved Fanzonen.

Vi glæder os til at se jer alle sammen til en kæmpe fest på Brøndby Stadion!