23.05.2022 14:20
Fik du ikke billet til Pokalfinalen på torsdag, så får du alligevel mulighed for at blive en del af det stribede fællesskab, når vi i samarbejde med Albani og Odense Kommune viser Pokalfinalen på storskærm i Odense.
Torsdag den 26. maj kan blive en historisk dag for Odense Boldklub, og det er der rigtig mange fynboer, som gerne vil være en del af. Billetterne til Pokalfinalen på Brøndby Stadion blev solgt på ingen tid, og for at vi også kan dyrke det stribede fællesskab i Odense, kan dem der ikke fik en billet til Pokalfinalen i stedet samles på Flakhaven midt i Odense.
Sammen med Odense Kommune og Albani arrangerer vi nemlig gratis storskærmsvisning af Pokalfinalen lige midt i Odense centrum.
Arrangementet starter kl. 13.00, hvor der på Flakhaven vil være ølvogne, storskærm og fodboldstemning, så du er helt klar til kampstart kl. 15.00.