
28.03.2022 09:34
I OB brænder vi for at dyrke talenter – det gælder både på banen og på kontoret. Derfor har vi første halvdel af 2022 tilknyttet tre praktikanter, der kommer fra uddannelsesinstitutioner her i byen.
I den første halvdel af 2022 har der været tre nye spillere på holdet bag holdet i OB. Kontorerne i Ådalen og på Nature Energy Park er nemlig beriget med dygtige praktikanter fra de to odenseanske uddannelsesinstitutioner UCL og SDU.
Mille Westphalen, Louise Jonasson og Ida-Marie Nürnberg har alle tre været en del af holdet, og mens Milles praktikophold stopper ved udgangen af marts, så fortsætter de to andre sæsonen ud.
- Et fedt sted at være praktikant
Mille Westphalen læser serviceøkonom på UCL, og for hende har det været en rigtig god oplevelse at være praktikant i OB, hvor hun har siddet på kontor med salgsafdelingen på Nature Energy Park.
- Jeg har i min praktik arbejdet med events – både med planlægning, afvikling og evaluering. Det har bare været et fedt sted at være praktikant, og jeg har følt mig meget velkommen på kontoret fra dag ét. Min største læring er den praktiske erfaring af, hvor mange ting der skal være styr på, for at de store arrangementer, OB skaber, kører på skinner. Det har været spændende at være med til, og jeg har været rigtig glad for mit praktikophold i OB, siger Mille Westphalen, der snart skal tilbage på skolebænken, inden hun til sommer er færdig med uddannelsen som serviceøkonom på UCL.
- Man får lov at arbejde med tingene som praktikant
I kommunikationsafdelingen har Louise Jonasson siden februar været en del af holdet. Hun er i gang med en bachelor i engelsk på Syddansk Universitet, og her har hun et tilvalgsfag i kommunikation, retorik og formidling. Det er i forbindelse med det, hun er i praktik i OB, og det har indtil videre været et godt valg for hende at blive stribet.
- Det lød spændende at komme i praktik i OB, fordi der ville være opgaver fra start af, og der ville være mulighed for at prøve mange af de forskellige grene, der er indenfor kommunikation. Jeg har skrevet artikler til hjemmesiden, jeg har lavet indhold i vores fan-app, jeg har prøvet kræfter med video under vores kampe, ligesom jeg også har prøvet at tage billeder. Så jeg har beskæftiget mig med mange forskellige dele af kommunikationsfaget, som jeg også ønskede, inden jeg kom i praktik.
- Så jeg vil helt klar sige, det er en rigtig god praktikplads for mig. Der er en fed stemning på kontoret, og man sidder ikke bare foran computeren fra 8-16. Man får lov at arbejde med tingene, og man hygger sig på arbejdspladsen, mens man bliver dygtigere. Derudover er det jo bare et ekstra plus, at man i løbet af sin arbejdsdag kan se en masse gratis fodbold, siger Louise Jonasson med et smil.
- Spændende opgaver, gode kollegaer og god jargon på kontoret
Den tredje af forårets praktikanter i OB er Ida-Marie Nürnberg. Hun er i gang med en administrationsbachelor på UCL, hvor hun er færdiguddannet til januar. Hun har i OB haft mange administrative opgaver, og praktikforløbet er hun indtil videre rigtig tilfreds med.
- Der har været mange spændende opgaver, som jeg fra dag ét har fået lov at tage del i. Jeg har i mit praktikforløb arbejdet med surveys, jeg har udarbejdet skabeloner, der skal gøre de daglige arbejdsopgaver mere effektive. Jeg har nedskrevet arbejdsprocesser og arbejdsbeskrivelser, ligesom jeg har været med til kampevalueringerne – og bare lavet meget administrativt arbejde.
- Jeg har i forhold til administrative opgaver tidligere arbejdet med regnskab, så jeg ville gerne prøve en branche, hvor tingene går lidt hurtigere. Det har jeg gjort her i OB, og jeg har lært, hvor meget administrativt arbejde der er i en fodboldklub som OB, for at det hele kan køre på skinner. Det er en god praktikplads for mig, og foruden de spændende opgaver er der gode kollegaer og en god jargon på kontoret, som jeg er rigtig glad for at være en del af, siger Ida-Marie Nürnberg.
Ønsker du at komme i praktik i OB?
Vi vil i OB hele tiden gerne udvikle talenter, og derfor vil vi gerne høre fra dig, hvis du drømmer om at komme i praktik i OB.
Lyder det spændende for dig, så er du altid velkommen til at sende en mail til [email protected].