Andreas Bech

20.03.2022 14:05

Med en god start på forårssæsonen fortsatte OB’s U19-hold de flotte takter og tog en velfortjent 2-0-sejr hjemme mod FC Nordsjælland.

U19-ligaen
Lørdag d. 19. marts, kl. 12.30, Ådalen
OB – FC Nordsjælland 2-0 (1-0)
1-0 Luca Kjerrumgaard (35.)
2-0 Tobias Augustinus-Jensen (57.)

Gule kort:
OB: Max Isaac Ejdum (18.), Jonathan Khemdee (55.)
FC Nordsjælland: Patrick Dorgu (75.), Magnus Munck Bjørnholm (80.), Peter Kaiser (94.), Marcelo Randolf (94.)

Røde kort:
OB: Ingen
FC Nordsjælland: William Kumado (84.)

Kampens forløb:
Foråret havde atter fundet vej til et solfyldt Ådalen, da dagens kamp mod U19-ligaens nummer fire og seks blev fløjtet op i den fynske hovedstad. Med en OB-sejr kunne striberne rykke op på 5. pladsen og puste FC Nordsjælland i nakken.

Kampen stod på papiret som en jævnbyrdig affære, men OB ville det alligevel anderledes, da størstedelen af chancerne tilfaldt striberne.  

Med en stærk defensiv holdt OB de nordsjællandske tigre fra målet, og efter 35 minutters spil kunne Luca Kjerrumgaard - på en flot assist fra Charly Nouck Horneman - score til en føring på 1-0.  

Kampen igennem var præget af et hav af chancer til hjemmeholdet, der trods mange gode muligheder sluttede første halvleg med en smal føring.

Anden halvleg skulle vise sig at minde meget om de første 45 minutter. FC Nordsjælland fik stort set ikke et ben til jorden, da OB forsvarede stærkt og kunne se et offensivt mandskab vade i chancer. Dog skulle vi helt hen til knap en times spil, før de hvide og blå striber kunne udbygge føringen.

Med en eminent 360 graders vending rundt om en FCN-spiller fik Gustav Vinter spillet sig fri, og assisterede Tobias Augustinus-Jensen i feltet, der sparker bolden op i nettaget bag FCN-keeperen til slutresultatet på 2-0.   

FC Nordsjælland kom aldrig med i kampen og måtte også se deres indskiftede spiller, William Kumado, trække direkte rødt kort efter en tvivlsom tackling på en stribet spiller få øjeblikke før slutfløjten lød. Dermed kunne OB række armene i vejret og velfortjent smide 3 point ind på kontoen.

Kommentar fra assistenttræner Andreas Bech:

- Vi leverer en stærk præstation i dag og får fortjent tre point på kontoen. Defensivt er vi stærke og holder Nordsjælland fra chancer hele kampen igennem, hvilket er en stor ros til holdets defensive arbejdsindsats.

- Offensivt skaber vi en masse chancer, og det er egentligt vildt, at vi ikke laver mere end vores to mål, da chancerne var til langt flere. Vores eneste kritikpunkt til dagens kamp er, at vi ikke vinder større!

- Vi var efter holdets indsats sidste weekend, men i dag er der ikke mange ting, vi kan pege fingre ad! Nu kræver det fremadrettet, at vi kan forvente samme indsats hver weekend.

OB:
Magnus Worsøe Nielsen, Oliver Jakob Hansen, Gustav Vinter (Jakob Jessen, 74.), Max Isaac Ejdum, Luca Kjerrumgaard (Oliver Roche, 90.), Tobias Augustinus-Jensen (Noah Engell Christensen, 74.), Aske Emil Berg Adelgaard, Jonathan Khemdee, Charly Nouck Horneman (Jakob Okkels Larsen, 77.), Magnus Saaby, Robin Østrøm

Bænken:
Mads Krogsøe Eriksen, Jakob Okkels Larsen, Jakob Jessen, Oliver Roche, Noah Engell Christensen, Mads Stistrup Petersen

Næste kamp:
Fredag den 1. april 2022, kl. 14:00, OB-Brøndby, Ådalen