13.03.2022 09:27
U19-drengene kom desværre ikke tilbage på sejrssporet i denne weekend, da de måtte nøjes med 1-1 på udebane mod AC Horsens.
U19-Ligaen
Lørdag kl. 12.30, Horsens
AC Horsens – OB 1-1 (1-0)
1-0 Jashar Beluli (28.)
1-1 Luca Kjerrumgaard (78.)
Kampens forløb:
U19-drengene tog lørdag til Horsens med en god periode i bagagen. De seks foregående kampe havde kun budt på et enkelt nederlag, men til gengæld hele 13 point på tavlen. Modstanderne fra AC Horsens havde fået en blandet start på foråret, men i den hidtil eneste hjemmekamp havde de på imponerende vis slået FC Nordsjælland med 3-1.
Derfor var Striberne også klar over, at det kunne blive en vanskelig opgave, og det var da også hjemmeholdet fra AC Horsens, der kom bedst i gang med kampen. Spillet blev på deres præmisser, og efter en lille halv time straffede de en personlig fejl i OB-defensiven til at bringe sig foran med 1-0.
Føringen holdt til pausen, og der var ikke mange ting fra første halvleg, som Striberne skulle tage med ud til de sidste 45 minutter. Derfor kunne man også godt forvente at se et forvandlet OB-hold, efter der kunne blive justeret nogle ting i pausen, og det var også tilfældet.
OB var mere fremadrettede og offensive både med og uden bold, hvilket gjorde, at AC Horsens i perioder blev presset langt tilbage på banen.
To gange var det tæt på udligningen ved Charly Nouck Horneman, efter han driblede sig fri, og Luca Kjerrumgaard var tæt på at stange bolden i kassen på et hjørnespark.
Som tiden gik, lignede det mere og mere en af de dage, hvor det ikke lykkes at få bolden i kassen, men med 12 minutter tilbage af opgøret tæskede Luca Kjerrumgaard bolden op i nettaget, og så var der balance i regnskabet.
Det gjorde, at OB-drengene lugtede muligheden for at få alle tre point, som de var taget til Horsens efter. OB pressede på, og Horsens lurede på omstillinger, men der var ingen af de to mandskaber, der fik noget ud af strabadserne i slutningen, og så sluttede det 1-1 i Horsens.
Kommentar fra assistenttræner Andreas Bech:
Vi er ikke tilfredse med vores udtryk og spil; særligt i første halvleg. Den præstation er ikke det, vi skal forvente, når OB går på banen. Heldigvis kommer vi bedre ud til anden halvleg og får også scoret et flot mål og sat Horsens mere under pres.
Vi får et enkelt point med retur til Odense, men vi er ikke tilfredse med vores kamp og ser meget frem til at komme på banen i næste weekend igen.
OB’s holdopstilling:
Magnus Nielsen – Mads Stistrup, Jonathan Khemdee, Jonathan Foss, Mathias Brems – Max Ejdum, Jakob Jessen (Aske Adelgaard, 65.) – Charly Nouck Horneman, Gustav Vinter, Tobias Augustinus-Jensen (Noah Engell Christensen, 76.) – Luca Kjerrumgaard
Bænken: Mads Eriksen, Oliver Hansen, Aske Adelgaard, Oliver Roche, Noah Engell Christensen, Law Tam Khuu
Næste kamp: Lørdag d. 19. marts kl. 12.30, OB – FC Nordsjælland, Ådalen