_DSC8312 copy

25.10.2022 08:30

DBU’s disciplinærudvalg har stadfæstet den anden advarsel, der fredag aften blev givet til Armin Gigović, og det betyder, at den svenske midtbanespiller er i karantæne, når vi mandag møder FC Midtjylland i 3F Superligaen.

I forbindelse med fredagens superligakamp mellem OB og Lyngby Boldklub modtog Armin Gigović sin anden advarsel, da han i det 81. minut trådte ind på banen, efter at han havde kommet sig over en hård tackling. I OB oplevede vi, at kampens dommer, Jørgen Daugbjerg Burchardt, vinkede vores midtbanespiller tilbage på banen, og vi valgte derfor at protestere over kendelsen og den medfølgende karantæne til Armin.

Vi indgav klagen lørdag eftermiddag, men vi har desværre nu erfaret, at dette skete efter tidsfristen, og vi er derfor ikke lykkedes med at få vores sag behandlet efter de gældende regler i den komplekse ankeprocedure.

- Det er ikke lykkedes at få vores sag behandlet, hvilket selvfølgelig er en stor skuffelse. Derfor gennemgår vi nu vores procedurer internt, så de er i overensstemmelse med de gældende regler, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.