DSC00053 copy

10.10.2022 14:34

Efter scoringer fra Tobias Augustinus-Jensen og Jakob Breum vandt vi for tredje kamp i træk i Future Cup, da Randers FC i dag blev besejret med 2-1.

Future Cup, 3. runde
Mandag den 10. oktober 2022 kl. 13.00, Bane 9, Randers

Randers FC – OB 1-2 (1-2)

1-0 Philip Bundgaard (16.)
1-1 Tobias Augustinus-Jensen (24.)
1-2 Jakob Breum (32.)

Kampens forløb:

I Future Cup skulle vores unge striber i dag se, om de kunne få den tredje sejr på stribe, da vi efter sejre over Lyngby Boldklub og SønderjyskE i dag gæstede Randers FC.

Kampen fik dog ikke den indledning, som vi havde håbet på, da hjemmeholdet dominerede kampens første kvarter. Hjemmeholdets dominans udmøntede sig til sidst i en scoring, da et indlæg endte ved Philip Bundgaard, som headede bolden i mål uden chance for Hans Christian Bernat.

Scoringen virkede dog som et wake-up call for striberne, og efter flere gode sekvenser kom den forløsende scoring da også. Efter en erobring højt oppe på banen blev bolden sendt videre til Tobias Augustinus-Jensen, der flot sparkede den i mål et godt stykke udenfor feltet.

Få minutter efter blev føringen udbygget, da vi pressede hjemmeholdet tilbage i banen og flere gange havde tilløb til en scoring. Til sidst endte bolden ved Jakob Breum, der lige så flot sparkede bolden i kassen udenfor feltet.

Efter scoringen havde vi god kontrol på kampen frem til pausefløjtet, hvor spillerne gik i omklædningsrummet ved stillingen 1-2.

I anden halvleg stod vi lidt længere tilbage, men det gjorde, at vi kunne true på omstillingerne, hvor både Nicholas Mickelson og Joel King skabte fine muligheder for Mohamed Kanté og Charly Nouck, som dog manglede den sidste skarphed, og derfor endte kampen også 1-2.

Kommentar fra transitionstræner, Nicolas Arvid Hedeman:

- Det har været nogle gode kampe både for vores etablerede superligaspillere og de unge spillere. Der er selvfølgelig gode og mindre gode minutter, men vi får brugt dem godt som udviklingsminutter.

- Modstanderne kommer med rigtig god matchning og både i dag og sidste mandag gav det god modstand og udvikling for vores spillere.

OB’s startopstilling:

Hans Christian Bernat - Nicholas Mickelson, Oliver Hansen (Valdemar Grymer, 60.), Marcus McCoy, Joel King - Alasana Manneh, Tobias Augustinus-Jensen (Nikolaj Juul-Sandberg, 75.), Aron Elís Thrándarson - Charly Nouck (Max Ejdum, 75.), Mohamed Kanté (Julius Askou, 60.) , Jakob Breum (Magnus Andersen, 60.)

Bænken:

Magnus Nielsen, Julius Askou, Magnus Andersen, Max Ejdum, Nikolaj Juul-Sandberg, Valdemar Grymer