19.08.2023 13:03
Rami Al Hajj er glad for sin start i klubben, men han håber på bedre spil på Nature Energy Park, hvor han forventer en svær kamp i morgen mod AGF.
I sommers hentede vi Rami Al Hajj fra SC Heerenveen, og han er gået direkte ind i den stribede startopstilling med fire startpladser i træk. Han er faldet godt til i truppen og beretter om god stemning i truppen:
- Jeg synes, at stemningen i truppen har været god de seneste par uger. Vi har både haft nogle gode og mindre gode præstationer, så vi ved, hvad vi skal arbejde med, siger Rami Al Hajj og fortsætter:
- Min start har været god både på og udenfor banen. Vi har et godt hold med mange gode spillere, og generelt er alt rigtig godt rundt omkring klubben, så vi skal bare blive ved, som vi gør.
Rami er blevet udvalgt til Rundens Hold to gange, men det til trods er han ikke helt tilfreds, da kampene på Nature Energy Park ikke er gået som ønsket:
- De er selvfølgelig et godt tegn, at jeg har været på Rundens Hold to gange. Jeg har haft nogle gode præstationer, men jeg er altid selvkritisk, for der er altid noget at arbejde med. Jeg mener, at jeg kan gøre det endnu bedre – især her på vores hjemmebane, hvor vi ikke har spillet godt nok, så forhåbentlig allerede i morgen får vi en god kamp, siger Rami.
Vi skal bruge vores kvaliteter til at slå dem
Allerede i morgen får Rami og resten af den stribede trup lejlighed til at levere på hjemmebane, og han forventer da også, at det bliver en svær kamp:
- Vi forventer AGF spiller solidt; jeg har hørt, at de er kendt for deres hårdhed og intensitet, så det er et svært hold at spille imod, og det er vi godt forberedte på. Derudover kender vi også vores styrker, og vi skal bruge vores kvaliteter til at slå dem, så enkelt er det, siger Rami afslutningsvis.
Hvis du ikke allerede har sikret dig billet til kampen i morgen mod AGF den 20. august klokken 20.00, kan du købe billet her.