18.08.2023 06:48
Vi er blevet enige med FC Helsingør om en permanent transfer af den 28-årige venstreback Nicklas Mouritsen, der fra i dag er en af striberne.
Når spillerne inden længe træder ind på Bane 1 til dagens træning, vil der være en ekstra stribe i blandt, da vi har indgået en aftale med FC Helsingør om et køb Nicklas Mouritsen, der har skrevet en kontrakt med klubben på tre år.
-Vi har ledt efter en spiller, der giver os to naturlige muligheder på venstreback-positionen; en spiller med stærke færdigheder med venstrebenet og en spiller med erfaring, og det får vi med Nicklas. Vi ser frem til at begynde arbejdet sammen med Nicklas med det samme, siger fodbolddirektør, Björn Wesström.
Nicklas har siden januar 2021 repræsenteret FC Helsingør, hvor det i 89 kampe er blevet til ni mål, og inden det har han repræsenteret FC Roskilde, Lyngby Boldklub, FC Nordsjælland og Skive IK. I alt har spillet 200 kampe i landets to bedste rækker.
Nu får han mulighed for at spille endnu flere kampe i landets bedste række, da han nu bliver en af striberne:
- Jeg er utrolig glad og stolt, fordi for mig er OB en stor klub. Det er et skridt, som har været lang tid undervejs for mig og at stå her i dag, er jeg sindssygt glad for, siger Nicklas Mouritsen.
I OB kommer Nicklas til at repræsentere os med nummer 3 på ryggen og træner allerede med holdet fra i dag.
Velkommen til Fyn, Nicklas!