19.08.2023 10:40
Fremover kan man hente og benytte Solsikkesnoren på Nature Energy Park, så et usynligt handicap ikke er en hindring for at støtte striberne.
I disse år vinder Solsikkesnoren frem mange steder i samfundet, hvor den er med til at skabe tryghed for personer med et usynligt handicap, når de færdes blandt mange mennesker. Snoren bruges til at gøre usynlige handicap synlige for andre, der kender den, og nu bliver det også muligt på Nature Energy Park. OB har nemlig tilsluttet sig Solsikkeprogrammet, og det betyder, at vores stadionpersonale er klædt på til at give den bedst mulige støtte og service til alle, der bærer snoren.
Usynlige handicap omfatter alt fra nedsat hørelse til PTSD, men der findes ingen fuldstændig liste. Hvis du føler, at det vil hjælpe dig og give tryghed at gå med Solsikkesnoren, så er du berettiget til det. Snoren giver ingen særlige rettigheder, men signalerer blot, at du kan have brug for lidt ekstra hjælp eller tålmodighed.
Mangfoldigt samlingspunkt
Forslaget om at blive en del af Solsikkeprogrammet kom fra vores fanpanel, hvor et af medlemmerne fortalte om sine gode erfaringer med snoren fra andre sammenhænge, og Jack Jørgensen, kommerciel chef i OB, var ikke i tvivl om, at OB også skulle med ombord.
- Fodbold er et fantastisk mangfoldigt samlingspunkt, og i OB ligger det os meget på sinde at tage ansvar og passe godt på hinanden. Alle skal kunne blive en del af det stribede fællesskab, og ved at tilslutte os Solsikkeprogrammet gør vi en indsats for, at et usynligt handicap ikke er en hindring for at støtte striberne på Nature Energy Park, siger Jack Jørgensen.
Første gang du kan benytte dig af Solsikkesnoren er til kampen mod AGF den 20. august. Snoren kan hentes gratis i Fanshoppen (ved hovedindgangen og i Faxe Kondi Familiezone), og den udleveres uden spørgsmål.
Du kan læse mere om Solsikkeprogrammet her: www.solsikkeprogrammet.dk