IMG_8289

21.08.2023 08:05

U15 vandt en solid arbejdssejr på 2-1 over SønderjyskE, hvor striberne kom tilbage efter at være bagud ved halvleg.

U15-Ligaen, 2. Runde
Lørdag d. 19. august 2023, kl. 12.30, Ådalen

OB - SønderjyskE 2-1 (0-1)
0-1: 
Linus Ben Würtz Thieler (31.)
1-1: Lukas Legaard (51.)
2-1: Lukas Legaard (53.)

Kort:
OB:
Kevin Celik (61.) 
SønderjyskE: Sakarias Risager (53.), William Svendgaard (73.)

Kampens dommer: Jesper Wowk Hansen

Kampens forløb:

U15 fik ligesom U19 besøg af SønderjyskE, hvor holdet skulle forsøge at bygge yderligere på fra den stærke indsats i København i åbningsweekenden. 

SønderjyskE er et hold med god kvalitet og masser af fysik, som gennem årene har givet nogle meget intense og tætte opgør. Kampen var i store dele af 1.halvleg meget hektisk, og begge hold ville gerne møde modstanderen højt i presset, hvilket gjorde at kampen blev spillet i et højt tempo med chancer i begge ender. 

Efter 31 minutter bragte udeholdet sig foran med 0-1 efter et gennembrud i deres venstre side, hvilket også var stillingen ved pause.

OB kom godt ud til anden halvleg, hvor holdet på alle parametre lagde et niveau på sammenlignet med 1. halvleg. Førstepresset var skarpere og sad tættere, og vi var hårdere i duellerne, hvor det tekniske niveau var markant bedre. Spillerne holdt hovederne kolde og arbejdede sig tilbage i kampen.

OB's gode start på 2.halvleg resulterede også i to scoringer, som blev sat ind af Lukas Legaard efter oplæg fra Oskar Stasiak i begge omgange. Den gode periode fortsatte også efter scoringerne, men kampen blev aldrig lukket, og derfor blev det meget spændende i de sidste 10-15 minutter, hvor SønderjyskE gjorde alt hvad de kunne for at finde en reducering, men denne udeblev da dommeren kunne fløjte kampen af, og det blev til en stribet sejr på bane 3 i Ådalen. 

Kommentar fra cheftræner, Magnus Mikkelsen:
Det var ikke vores flotteste kamp og den vil helt sikkert ikke blive husket for flotte pasningskombinationer og lækre detaljer, men derimod for stenhårdt arbejde og holdånd. Vi vil selvfølgelig helst spille sprudlende fodbold hver gang vi går på banen, men når det ikke kan lade sig gøre må man smøge ærmerne op og tage arbejdshandskerne på. Det gjorde gutterne i dag og det er jeg meget tilfreds med. Nu handler det om at lade op i resten af weekenden, så vi er klar til endnu en træningsuge, hvor vi skal bygge yderligere på.

OB’s startopstilling:
Hubert Jørgensen, Oliver Vingaard Nielsen, Aleksander Søndergaard, Lukas Legaard, Kevin Celik, David Glibstrup Manata, Sigurd Rohan Willadsen, Taha Chaaban, Mickas Gram Vilhelmsen, Oskar Bach-Rasmussen, Elias Møller Rasmussen.

Bænken:
Vilads Emil Peitersen, Oskar Stasiak (Oskar Bach-Rasmussen, 41.), Jonathan Friis (Alexander Søndergaard, 41.), Nikolaj Holm Kirckhoff (David Glibstrup Manata, 61.)

Næste kamp:
Lørdag d. 26. august 2023 kl. 12.30 mod AC Horsens, Jacobsen Plus – Kunst Arena 2