31.08.2023 14:31
Martin Hansen ser Vejle Boldklub som et organiseret hold, men han er optimistisk inden morgendagens kamp på Nature Energy Park kl. 19.00.
I morgen skal vi møde oprykkerne fra Vejle, og sidst vi mødte dem til en træningskamp i juli, endte det med en sejr for os.
Ovenpå søndagens sejr har stemningen i truppen været god, og det har været vigtigt for holdet:
- Det er klart, at en sådan sejr hæver stemningen helt vildt, og efter et par mindre gode resultater var det meget vigtigt at få nogle point med hjem. Det har været vigtigt for os, fortæller Martin Hansen.
Nu ser han frem mod kampen mod Vejle Boldklub, og han ser dem som et meget organiseret hold, der spiller godt.
- Jeg så dem spille mod Brøndby IF i mandags, hvor jeg synes, at de sætter en rigtig god kamp sammen og burde vel enig have taget et point med fra kampen. Det er et rigtig organiseret hold, der har været lidt uheldige.
Martin Hansen ser dog optimistisk på morgendagens kamp på hjemmebane, hvor Richard Møller Nielsen Tribunen og nedre del af Barfoed Group er udsolgt.
- Vi går på banen for at vinde og få de tre point, og det kunne også være godt at få tre point med inden vi skal på landsholdspause.
Han ser frem til fansenes opbakning i et næsten fyldt stadion:0
- Det er meget sjovere at spille kampe, hvor der er fuldt hus og masser fans. Det giver lidt et par ekstra procenter til at blive skubbet ud over kanten, og det bliver bare rart at møde fansene og mærke stemningen, afslutter han.
Kampen mod Vejle Boldklub spilles i morgen kl. 19.00 på Nature Energy Park, og du kan sikre dig din billet til kampen her!