MIK04982 kopier

03.02.2023 07:54

Lucas Bryde har netop underskrevet sin første fodboldkontrakt i OB, da vi er blevet enige med den talentfulde venstreback om en treårig ungdomskontrakt.

Vi er blevet enige med Lucas Bryde Bolvinkel fra U15-truppen om en treårig kontrakt, og det er noget, som vores akademichef Tonny Hermansen sætter pris på:

- Lucas er en spiller, som vi har fået nede fra Svendborg, og han er en meget, meget spændende venstreback. Han er en teknisk god spiller, som har en fin motor, og både hvad angår hurtighed og løbekapacitet er han godt med. Han passer til den profil, vi har til venstrebacken, så vi er rigtigt glade for, at vi har fået lavet en aftale med ham, siger Tonny Hermansen.

Lucas Bryde er endnu et godt eksempel på en spiller, der har taget turen gennem Øens Hold-samarbejdet, da han startede til fodbold i Tved Boldklub, inden han skiftede til Svendborg fB og videre til OB.

- Det her er endnu en cadeau til Svendborg og til Tved, som har arbejdet med ham. Vejen passer perfekt fra Tved til Svendborg og så det næste skridt til os. Så en stor cadeau til vores samarbejdsklubber, som igen formår at være med til at give de unge mennesker de værktøjer, der skal til for at kunne tage det næste skridt, siger Tonny Hermansen.

Lucas Bryde startede til fodbold i OB som 11-årig, og derfor er han også glad for, at han endelig kan skrive under på sin første kontrakt med netop Odense Boldklub.

- Jeg er glad og stolt, for det betyder, at jeg nu kan fokusere på fodbolden og ikke skal tænke på alt muligt andet. Jeg håber, at jeg kan få masser af spilletid på U17, så jeg måske også kan komme op at træne med Superligaen, siger Lucas Bryde og fortsætter:

- Jeg vil gerne takke mine forældre og mine bedsteforældre for at køre mig hele tiden. De har hjulpet mig helt vildt meget med at komme til træning og med at få min drøm opfyldt.

Lucas Bryde har i løbet af de sidste par måneder desuden stiftet erfaring med DBU’s landsholdssamlinger, da han i december var udtaget til DBU’s Talentcenter, og her gjorde han det så godt, at han nu også er udtaget til talentsamlingen i februar.