12.02.2023 13:28
Emmanuel Sabbi og Agon Mucolli stod for de stribede scoringer, da vi i dag besejrede Terengganu FC i vinterpausens sidste træningskamp, inden 3F Superligaen sparkes i gang i næste weekend.
Træningskamp
Søndag den 12. februar kl. 12.30 (dansk tid), BG Stadium, Thailand
OB – Terengganu FC 2-0 (1-0)
1-0 Emmanuel Sabbi (31.)
2-0 Agon Mucolli (89.)
Advarsler:
OB: Aske Adelgaard (76.)
Kampens forløb:
Vinterpausens sidste træningskamp blev spillet mod Terengganu FC på BG Stadium med flere hundrede tilskuere, og her var det de stribede fans, der først brød ud i jubel. Det skete, da Emmanuel Sabbi nåede bolden ved baglinjen, hvorfra han sendte den skråt tilbage til en modstander, der sparkede bolden i eget net. Bolden havde desværre allerede passeret mållinjen, inden Emmanuel Sabbi spillede den, så dommeren annullerede målet og markerede i stedet for målspark.
Senere var det Yankuba Mintehs tur til at bryde igennem på kanten, men hans tværpasning mod Emmanuel Sabbi blev blokeret i sidste øjeblik.
Efter en halv times tid kunne den stribede jubel endelig bryde ud, da Mads Frøkjær opsnappede målmandens udspark og hurtigt sendte bolden videre til Franco Tongya. Italieneren brød igennem i venstre side, hvorfra han sendte bolden skråt tilbage til Emmanuel Sabbi, som vendte rundt og sparkede den i kassen til 1-0.
Kort før pausen fik Terengganu FC også truet i den anden ende, da Sony Nordé afsluttede fra kanten af feltet, men skuddet gik over mål, og spillerne kunne gå til pause ved stillingen 1-0 til OB.
Allerede fra begyndelsen af anden halvleg var Franco Tongya igen farlig foran malaysiernes mål, da Jeppe Tverskov fandt ham på venstrekanten, men Terengganus målmand kom godt ud af feltet og blokerede afslutningen.
Kort efter løb Emmanuel Sabbi fra modstandernes forsvar og kom alene med målmanden, men han måtte desværre se sin afslutning afvist af stolpen.
Senere truede vi på en omstilling, efter Yankuba Minteh havde sendt Aron Elís Trandárson i dybden i højre side. Islændingen sendte bolden indover til Emmanuel Sabbi, men amerikanerens afslutning blev reddet.
I kampens sidste minutter fandt Naatan Skyttä på smukkeste vis Agon Mucolli, som alene med målmanden ganske uselvisk spillede bolden på tværs mod Bashkim Kadrii, som dog akkurat ikke kunne nå bolden.
I kampens sidste minutter udbyggede Agon Mucolli dog selv føringen, efter Max Ejdum var kommet igennem i venstre side. Ejdums indlæg blev blokeret, men returbolden endte for fødderne af Mucolli, der sikkert sparkede den i kassen til kampens slutresultat 2-0.
Startopstilling:
Martin Hansen – Aron Elís Trándarson, Tobias Slotsager, Mihajlo Ivančević (Jørgen Skjelvik, 83.), Aske Adelgaard (Max Ejdum, 86.) – Jeppe Tverskov, Alasana Manneh (Naatan, Skyttá, 71.), – Yankuba Minteh (Bashkim Kadrii, 71.), Mads Frøkjær (Agon Mucolli, 71.), Franco Tongya (Jakob Breum, 83.) – Emmanuel Sabbi (Alen Mustafić (74.)