AM5

27.01.2023 10:44

Vi har købt Alen Mustafić fri af hans kontrakt med ŠK Slovan Bratislava fra den slovakiske Superliga, så den 23-årige midtbanespiller omgående bliver en af striberne.

Alen Mustafić rejste i aftes til Odense, hvor han gennemgik og bestod lægeundersøgelsen i klubben, inden han satte sin signatur på en kontrakt med OB, der løber frem til sommeren 2026. Han er således med i truppen, der senere i dag rejser til Ikast for at spille træningskamp mod FC Midtjylland.

- Jeg er skiftet til OB, da det er en stor klub med en flot historie. Jeg har hørt meget godt om klubben, og jeg har hørt, at fansene er rigtig, rigtig fede. OB er en stor klub med høje ambitioner, og jeg vil give alt, hvad jeg har for den her klub. Men samtidigt er alt nyt for mig; et nyt land med ny kultur og nye mennesker, så lige nu glæder jeg mig bare til at møde mine holdkammerater og klubbens fans, siger Alen Mustafić.

Alen Mustafić er født og opvokset i Bosnien-Herzegovina, og han har i denne sæson spillet 29 kampe for ŠK Slovan Bratislava, der fører den slovakiske Superliga. Han fik således også fik spilletid i alle holdets kampe i Conference League, hvor ŠK Slovan Bratislava vandt gruppen foran blandt andre FC Basel.

- Alen har de kvaliteter, vi søgte på 6’er-positionen; han har et stort løbepensum, og han er god til at sætte sine holdkammerater i scene på både kort og lang afstand, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.

Aftalen mellem OB og Alen Mustafić løber frem til den 30. juni 2026.