OBK01777

04.01.2023 09:08

Det seneste halve år har Jesper Sangild været tilknyttet Akademiet som præstationsanalytiker og mentaltræner, men nu flytter han over i Superligahuset, hvor han skal være præstationsanalytiker for førsteholdet.

Superligatruppen er i dag mødt ind i Ådalen for at starte forberedelserne til et spændende forår, og en af de nye ansigter i Superligahuset bliver Jesper Sangild, som er ny præstationsanalytiker for superligatruppen.

Jesper Sangild har tidligere været assistenttræner for vores U14-hold, inden han i sommer blev fysisk præstationsanalytiker og mentaltræner for Akademiet, men nu flytter han sit kontor over i Superligahuset, da han bliver en del af staben omkring førsteholdstruppen.

- I udviklingen af klubbens og førsteholdets aktiviteter vil Jesper arbejde med analysen af de objektive data, der er tilgængelige fra både træning og kamp. Formålet er at analysere og dokumentere for at give trænerteamet grundlag for udvikling af både spillere og spillet, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB, og fortsætter:

- At Jesper er internt rekrutteret giver os kontinuitet i den måde, vi arbejder på fremadrettet, og det viser, at OB's akademi er en eliteforberedende skole for både spillere og ledere.

Jesper Sangild har været tilknyttet OB siden sommeren 2021, og han har tidligere også arbejdet for Divisionsforeningen og Brøndby IF, hvor han har sad med data og analyser, men nu ser han frem til at tage skridtet videre i Odense.

- Jeg er stolt over at få muligheden for at blive en fast del af superligastaben, og jeg ser meget frem til at kunne bidrage til holdet og trænerteamet ud fra et analytisk perspektiv. Jeg kan ikke vente med at komme i gang, og jeg håber, at jeg kan være med til at fortsætte den positive udvikling, som klubben har været igennem, siger Jesper Sangild.

- Odense Boldklub har altid betydet meget for mig, da jeg har fulgt klubben, siden jeg var barn. Derfor er det også et stort privilegie at få muligheden for at arbejde med førsteholdet med noget, som tidligere har været en hobby. Det er gået hurtigt, og der har været fart på, men jeg har haft et kanon halvandet år på Akademiet, hvor jeg i samarbejde med nogle fantastiske kollegaer har kunnet udviklet og teste nogle ting af på det analytiske område, som nu kan implementeres på førsteholdet.

Her til formiddag blev Jesper præsenteret for spillerne, som i dag mødte ind til årets første træning.