_DSC2484 copy

12.01.2023 18:00

I sommer blev Kasper Larsen udlejet til ungarske MOL Fehérvár FC, men lejeaftalen er nu blevet vekslet til en købsaftale, da den ungarske klub har udnyttet købsoptionen i lejeaftalen.

Kasper Larsen er en ægte fynbo. Han startede til fodbold i Øens Hold-klubben Sanderum Boldklub, inden han rykkede til Odense Boldklub, hvor han i 2012 debuterede i Superligaen. Siden har han også repræsenteret FC Astana, FC Groningen og IFK Norrköping, inden han i 2020 vendte tilbage til Fyn. Fra sommeren 2022 har han repræsenteret MOL Fehérvár FC på en lejeaftale, som nu veksles til en permanent transfer.

- Vi har fundet en løsning, der er god for alle tre parter, og med det takker vi Kasper for hans tid i OB og ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.

Kasper Larsen fik en glimrende start i MOL Fehérvár FC, da han kort efter skiftet startede inde i Conference League-kvalifikationskampen, hvor FC Köln blev besejret, og siden har han spillet yderligere 10 kampe i den ungarske klub.

Kasper Larsen har spillet over 150 kampe i OB, og vi takker ham mange gange for tiden i den stribede trøje.