Zohore 1920x1080

31.01.2023 17:57

Vi er blevet enige med Kenneth Zohore, der vender tilbage til Odense på en kontrakt, der gælder for den resterende del af sæsonen.

I 2015 bombede Kenneth Zohore 10 stribede mål i kassen på bare 28 kampe, og han får nu en glimrende mulighed for at fortsætte, hvor han slap, da Zohore i det kommende forår atter vil iføre sig landets smukkeste striber.

- Kenneth har andre kvaliteter, end dem han konkurrerer med på positionen, så planen med at tilføje Kenneths kvaliteter er, at vi skal have mulighed for at variere vores spil til forskellige kampe og også give os mulighed for at skifte undervejs i kampe - alt efter hvad vi har brug for - for at få resultater, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB, og fortsætter:

- Kenneth har stor erfaring både fra 3F Superligaen og fra en højere hylde end det. Han har også en meget hård periode bag sig, hvilket gør, at det er svært at forudse tilpasningstiden. Kenneth har i kontraktforhandlingerne med al ønskelig tydelighed vist, at han rigtig gerne vil OB, så den proces har virkeligt været en fornøjelse.

- Det er fedt, at det nu lykkes

Kenneth Zohore har spillet i West Bromwich Albion FC siden 2019, men han fik tidligere i dag ophævet sin kontrakt med den engelske klub, og han skifter dermed til OB på en fri transfer.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg kan komme hjem og spille igen. Jeg kender stedet, og jeg kender folk i klubben. Jeg havde en rigtig god periode, sidst jeg var her, så jeg har gode minder derfra. Jeg havde det rigtig godt i OB, og Steffen Nielsen har været rigtig god ved mig, så han har også en stor betydning for, at jeg nu tager tilbage mod Odense, siger Kenneth Zohore og fortsætter:

- Siden sidst jeg var i OB, er jeg blevet ældre, og jeg synes selv, at jeg er blevet bedre, så jeg håber, at jeg kan være med til at vinde fodboldkampe, spille og score nogle mål.

Kenneth Zohore fylder 29 år i dag, og for ham bliver det også et gensyn med klubbens stribede fans, og det er noget, han ser frem til:

- Det bliver sjovt at se fansene igen. De var rigtig søde ved mig sidst, og der er også nogle, der har skrevet til mig gennem de sidste par år, at jeg skal komme hjem til Odense, så det er fedt, at det nu lykkes.

Aftalen mellem OB og Kenneth Zohore løber frem til den 30. juni 2023.