13.01.2023 12:34
Lørdag kl. 13.00 spiller vi årets første træningskamp, når vi gæster vores sjællandske venner fra Næstved Boldklub i Maglemølle Storhallen, og her glæder Andreas Alm sig til at se spillertruppen i kamp.
Superligatruppen har været tilbage i Ådalen siden den 4. januar, og spørger man cheftræner, Andreas Alm, så har vi fået en god start på det nye år.
- Opstarten har været god. Vi har stadigvæk de samme spillere i træning, som da vi startede den 4. januar; jeg tror endda, vi har endnu flere, da Frøkjær og Aron nu er tilbage i fuld træning, så vi har 24-25 spillere, som er klar til at spille i morgen, siger Andreas Alm.
I morgen venter årets første træningskamp nemlig, når vi møder Næstved Boldklub kl. 13.00, og for trænerteamet bliver det rart at få set spillerne i kampsituationer og kamptempo:
- Kampen spilles indendørs i Næstved, så den er lidt anderledes end de kommende testkampe. Det er en testkamp, så vi ved ikke, hvad modstanderne kommer med, så det er vores egen spillestil, vi har fokus på, siger Andreas Alm og fortsætter:
- Vi har trænet en del offensivt, så vi kommer til at kigge efter offensive bevægelser, men det er 45 minutter i kamptempo for alle spillere, da vi skifter holdet i pausen, og der er forskel på tempoet, når man spiller kamp, og når man træner. Jeg synes, det fysiske er et stort fokus i den her kamp - at du får en belastning, som er kampbelastning - men ellers så handler det om at få god kvalitet og at være sammen i både det offensive og defensive. I opstarten har vi hovedsageligt trænet det offensive, men vi vil stadig forsvare organiseret og med stor intensitet.
OB – Næstved Boldklub spilles lørdag kl. 13.00 i Maglemølle Storhallen.