07.07.2023 11:40
Søndag kl. 12.00 spiller vi sommerens første træningskamp på Nature Energy Park, og det er noget, vores nye fløj Johannes Selvén ser frem til.
I sidste måned præsenterede vi Johannes Selvén som ny mand i striber, og efter to ugers træning med sine nye holdkammerater er den unge svensker ved at have fundet sig til rette i Odense.
- Det har været en rigtig god start. Stemningen i omklædningsrummet er rigtig god, og man kan tale med alle, så jeg har fået en rigtig god velkomst i klubben. Jeg har fået mange nye holdkammerater, og det går lidt hurtigere her, end jeg har været vant til førhen, men kvaliteten er rigtig god, så jeg er glad for at være her, og det passer godt til mig, siger Johannes Selvén.
På søndag kl. 12.00 tager vi imod Viborg FF, og det bliver samtidigt også første gang, Johannes spiller kamp på Nature Energy Park
- Det bliver spændende at spille på stadion. Banen er god, og der kommer endnu flere fans end i Ådalen, så det glæder jeg mig til. Det er godt at få trænet måden, hvorpå vi gerne vil spille i kamp i Superligaen, og vi skal bruge kampen til at træne i at spille, som trænerteamet vil have, siger Johannes Selvén.
Der er gratis adgang på Nature Energy Park, når vi tager imod Viborg FF, men hvis du skulle være forhindret, så streamer vi også kampen her på siden, hvor det er OB-mediet Stemmer Fra Ådalen, der kommenterer.