04.07.2023 13:21
23 striber kom i aktion, da vi i dag mødte Vejle Boldklub i sommerens første træningskamp, hvor vi efter scoringer af Bashkim Kadrii og Franco Tongya fik tanken lidt selvtillid på kontoen.
Træningskamp
Tirsdag den 4. juli kl. 13.00, Ådalen
OB – Vejle Boldklub 2-1 (0-0)
0-1: Denis Kollinger (50.)
1-1: Bashkim Kadrii (55.)
2-1: Franco Tongya (81.)
Advarsler:
OB: Mads Frøkjær (27.)
Vejle: Ebenezer Ofori (56.), Vladimir Arsic (80.), Lundrim Hetemi (90.)
Kampens forløb:
En 500 fynboer havde valgt at tilbringe deres tirsdag formiddag i Ådalen, da man her fik chancen for at se en række nye striber i aktion til sommerens første stribede træningskamp.
På banen kunne man dog ikke mærke, at det var en træningskamp, da der fra første fløjt var god intensitet og muligheder i begge ender af banen.
Det tog dog lidt tid, før de helt store chancer kom, og vores første store mulighed tilfaldt derfor Alasana Manneh, der modtog bolden fra Charly Nouck, og fra kanten af feltet hamrede han den mod mål, men vejlensernes målmand reddede skuddet.
Senere truede den tidligere OB’ere Musa Juwara også i den modsatte ende, da han efter en omstilling kom forbi Sauli Väisänen og derefter afsluttede mod mål, men skuddet gik heldigvis forbi den fjerneste stolpe.
Som tiden gik, kom spillerne også frem til flere og flere muligheder, hvor Gustav Grubbe kort før pausen også sendte en stærk afslutning afsted mod mål, men målmanden blokerede flot til hjørnespark.
Anden halvleg startede med en lang række udskiftninger, da vi stillede op med elleve nye mand i startopstillingen, mens gæsterne fortsatte uden ændringer.
De mange udskiftninger var Vejle Boldklub hurtige til at drage fordel af, og efter få minutter bragte de sig foran ved et hjørnespark, da Denis Kolinger fra en position bagerst i feltet headede bolden i mål.
Udligningen kom dog kort efter, da Agon Mucolli stak Johannes Selvén i dybden. Selvén sendte bolden ind i feltet til Rami Al-Hajj, som rundede sin modstander og prikkede bolden videre til Bashkim Kadrii, der sikkert sparkede den i mål fra kort afstand.
Spillet bølgede frem og tilbage i anden halvleg, og senere fik Vejle igen muligheden for at komme foran, da Mouhamadou Drammeh fik to forsøg fra kort afstand i feltet, men Hans Christian Bernat reddede flot begge afslutninger.
Med ti minutter tilbage af kampen fik vi en gylden mulighed for at bringe os foran, da Johannes Selvén endnu en gang brød igennem i venstre side, hvorfra han sendt bolden ind til Franco Tongya, der prikkede den videre til Bashkim Kadrii, som blev nedlagt i feltet. Dommeren pegede på straffesparkspletten, og på det efterfølgende straffespark scorede Franco Tongya sikkert til 2-1, som også blev kampens slutresultat.
OB’s startopstilling:
Martin Hansen (Hans Christian Bernat, 46.) - Gustav Grubbe (Markus Jensen, 46.), Tobias Slotsager (Julius Berthel Askou, 46.(Theo Hansen, 79.)), Sauli Väisänen (Yaya Bojang, 46.), Aske Adelgaard (Johannes Selvén, 46.) - Alasana Manneh (Max Ejdum, 46.), Sven Köhler (Alen Mustafić, 46.) - Don Deedson Louicius (Franco Tongya, 46.), Mads Frøkjær (Rami Al-Hajj, 46.), Charly Nouck (Agon Mucolli, 46.)- Mohamed Buya Turay (Bashkim Kadrii, 46.)
Bænken:
Hans Christian Bernat, Bashkim Kadrii, Franco Tongya, Luca Kjerrumgaard, Max Ejdum, Johannes Selvén, Rami Al-Hajj, Alen Mustafić, Agon Mucolli, Markus Jensen, Yaya Bojang, Theo Hansen, Julius Berthel Askou