30.06.2023 06:27
Vi er rigtig glade for, at vi er blevet enige med JFM om at fortsætte samarbejdet, så mediekoncernen fortsætter som partner i OB.
Når man skal holde sig opdateret om OB, vælger mange at hoppe ind på fyens.dk, og her kan man snart læse, at de har forlænget deres samarbejde med Odense Boldklub, da vi netop har sat signaturen på en forlængelse af samarbejdet.
- Vi er rigtig glade for, at vi er blevet enige om at fortsætte det stærke og traditionsrige samarbejde med JFM og Fyens Stiftstidende. Vi er stolte over den store opbakning, som vi nyder i byen, og vi er glade for at have så kompetent en partner ved vores side. Deres engagement i klubben og vores vision om at skabe unikke fan-oplevelser går rigtig godt hånd i hånd, siger Claus Madsen, der er salgschef i OB.
Fodbold handler ikke bare om bolden på banen. Det handler om fællesskaber, der samles omkring en fælles passion. Sammen med JFM ønsker vi at styrke disse fællesskaber og skabe værdi for byens mange striber.
- Vi vil fokusere på at skabe en unik atmosfære og oplevelse på Nature Energy Park. Gennem dette samarbejde vil vi sørge for, at vores fans kan nyde kampene fra Richard Møller Nielsen Tribunen og opleve den magiske stemning, der findes i Odense, siger Claus Madsen.
Hos JFM sætter man også stor pris på, at samarbejdet fortsætter:
- Efter mange gode snakke om fremtidens samarbejde, er vi utroligt glade for at lande endnu en aftale med OB. Vi er helt sikre på, at vi i fællesskab forsat kan styrke hinanden udenfor banen, siger Mads Juncher, der er sponsoransvarlig i JFM, og fortsætter:
- Vi hylder med dette samarbejde fællesskabet og sammenhængskraften i byen og på øen. OB og Fyens Stiftstidende har gået hånd i hånd i mange år. Derfor var det naturligt at indgå en forlængelse, der først og fremmest har fokus rettet mod den stigende fanbase. Dette så vi et glimrende eksempel på, da vi i fællesskab fejrede Fyens Stiftstidendes 250-års jubilæum og inviterede fynboerne til fodboldfest i september sidste år.