351446238_1456424168501250_3359153104415481558_n

13.06.2023 11:45

Vores U15-drenge er vendt hjem fra en god og lærerig weekend i Belgien, hvor de sammen med nogle af verdens største klubber deltog i den prestigefyldte ungdomsturnering Kevin de Bruyne Cup. OB sluttede som nummer syv.

Lørdag middag havde de unge striber med en sejr over Bayern München spillet sig i kvartfinalen, hvor FC Barcelona ventede. Det blev en tæt kamp, der desværre endte med en 2-1-sejr til catalonierne, som senere skulle stå på sejrspodiet som vindere af turneringen.    

Søndag stod den derfor på placeringskampe, hvor OB skulle dyste om pladserne seks til otte. Her blev det til et 2-1-nederlag mod AFC Ajax, inden Mamelodi Sundowns fra Sydafrika blev besejret med samme cifre.  

Resultaterne betyder, at OB ender som nummer syv ud af tolv – foran klubber RB Leipzig, Real Madrid, Manchester City og Bayern München.  

 
Kommentar fra U15-cheftræner, Thomas Skou Juul Jensen: 
Det var en fed turnering, og det var spændende at få lov at blive matchet internationalt til verdens største ungdomsturnering.  

Det er sjældent, man får muligheden for at møde så store klubber, og det var tydeligt, at vi var oppe mod hold med et ekstremt højt teknisk niveau og et højt niveau i deres beslutningstagen. De skal bruge færre chancer for at score, og dér har vi stadig noget at lære.  

Undervejs slår vi dog Bayern München, og vi spiller også godt med mod FC Barcelona, som var turneringens bedste hold. Så drengene fik vist OB-logoet frem på en positiv måde, og vi kan helt bestemt være indsatsen bekendt.