- Det har været et rigtigt vildt efterår
21.11.2023 10:08
De unge striber fra U17-truppen overvintrer på førstepladsen i U17-Ligaen med otte point foran FC Midtjylland, og derfor har vi taget en snak med cheftræner Thomas Skou Juul Jensen om efterårssæsonens forløb.
I weekenden kunne U17-holdet igen tage en overbevisende 5-0 sejr med hjem, da vi mødte de nærmeste forfølgere fra FC Nordsjælland. Det var samtidigt tredje runde i streg, at vi scorede fem mål i U17-Ligaen.
- Vores 5-0 sejr i FC Nordsjælland var selvfølgelig rigtig god, og det, jeg godt kunne lide, var, at vi spillemæssigt var bedre end dem. Vi spillede også lige så hurtig som dem, hvilket nogle gange kan være en udfordring, når vi møder FC Nordsjælland. Jeg synes, at vi var en tand bedre end dem samtidig med, at vi er skarpe og har nogle spillere, der godt kan lave mål, og vi ikke giver så mange chancer væk, siger cheftræner for U17-holdet Thomas Skou Juul Jensen.
Holdet går nu på vinterpause som ubesejret gennem hele efterårssæsonen og ligger på førstepladsen med otte point foran forfølgerne fra FC Midtjylland, og Thomas Skou Juul Jensen er også meget tilfreds med efterårssæsonens forløb:
- Det har været et rigtigt vildt efterår. Pointhøsten har været god. Det er der selvfølgelig ingen tvivl om. Men jeg tror, at det starter lidt med vores turnering i Schweiz i august, hvor vi er dernede og vinder den, og det er også der, vi taber vores sidste kamp mod Juventus FC i puljen.
- Så turneringen i Schweiz er måske startskuddet på det hele, og den sejr i Schweiz er der ikke nogen, der kan tage fra os, siger han.
Dog påpeger han, at holdet kun er halvvejs i turneringen om det danske U17-mesterskab, og der er lang vej endnu:
- Drengene har fået ros og et klap på skulderen, men vi er ikke engang halvvejs i mål endnu. Det man kan fremhæve er, at vores udtryk har været godt, og vi har set afklaret ud og spillet med et fornuftigt tempo, og så er der ingen tvivl om, at vi har nogle spillere, som er bedre end de andres holds spillere, fortsætter han.
I sommer vandt Thomas mesterskabet med U15-holdet, og da han har haft begge de årgange, der nu spiller U17, kender han sine spillere godt:
- Det betyder meget, at man kender sine spillere. Jeg kender spillerne, og jeg ved, hvordan de reagerer, samtidigt med at jeg kender deres udfordringer og deres spidskompetencer. Men lige så vigtigt er det måske også, at de kender mig, og de ved, hvad jeg står for, og hvordan mine og klubbens værdier spiller sammen, siger Thomas afslutningsvis.
U17-drengene går på vinterpause i turneringen, men allerede i december deltager holdet i de Nordiske Mesterskaber, hvor de blandt andet møder AIK, Vålerenga og FC Nordsjælland. Efterfølgende deltager truppen i Christian Eriksen Cup i januar.
I februar starter U17-turneringen op igen, hvor striberne møder Brøndby den 24. februar på hjemmebane i Ådalen.