Næste uge tager vi på minitræningslejr
07.11.2023 09:34
Søren Krogh er ny midlertidig cheftræner i klubben og for at blive helt klar til slutspurten inden vinterpausen, tager vi i næste uge på et kort træningsophold i Alicante.
Når 3F Superligaen holder pause i næste uge, fortsætter vi arbejdet for at vende skuden, og derfor intensiverer vi træningen med et kort træningsophold i udlandet for de spillere, der ikke er med på diverse landshold.
Destinationen for træningslejren er Alicante, der ligger på den sydøstlige spanske kyst, og selvom turen ikke var planlagt i den oprindelige træningsplan, kan det være med til at give os godt et output, mener Søren Krogh:
- Minitræningslejren var ikke noget der stod i den oprindelige træningsplan, men som i mange andre sager vender vi hver en sten for at se, om vi kan ændre noget i vores planlægning, som kan bidrage positivt både på kort og langt sigte, siger Søren Krogh.
Turen giver mulighed for at få et mere intensivt forløb frem mod årets sidste kampe i 3F Superligaen, og det er noget, cheftræneren sætter stor pris på:
- Ovenpå den tid vi har været igennem, er det godt, at vi kan få en masse gode timer sammen som hold - også udenfor banen. Samtidig får vi også mulighed for at arbejde mere med det taktiske, siger cheftræneren.
Turen er kommet på benene i samarbejde med spillerne, som også har ønsket at bidrage til at ændre tingenes gang for at effektivere mest muligt, og derfor har de også selv været med til at betale for turen.
- Spillertruppen har selv valgt at tage en del af omkostningerne for at gøre det muligt at gennemføre turen, og det viser virkelig deres store vilje for at komme videre, slutter Søren Krogh.
Allerede mandag den 13. november rejser truppen afsted, inden de vender tilbage til Ådalen torsdag den 16. november.