Stribet juleauktion til fordel for Red Barnet

29.11.2023 08:49

I løbet af december holder vi en stor online juleauktion på Odendo.dk, hvor du har mulighed for at byde på spændende produkter og unikke oplevelser doneret fra en lang række af OB’s samarbejdspartnere og OB-ambassadører. Samtidig er du med til at gøre en forskel for andre, da alle indtægterne går ubeskåret til Red Barnet.

Julen er hjerternes fest, og her i Odense Boldklub ønsker vi i fællesskab at gøre en forskel i en vigtig sags tjeneste. Derfor afholder vi i løbet af december en online juleauktion, hvor indtægterne ubeskåret går til Red Barnets vigtige arbejde for børn og unge i udsatte positioner. Her vil der være mulighed for at erhverve sig unikke produkter og uforglemmelige oplevelser, alt sammen muliggjort af vores gavmilde samarbejdspartnere og venner af huset.  

- Vi ser frem til, at vi med årets juleauktion kan være med til at bakke op om Red Barnets vigtige arbejde. Sammen kan vi skabe positive forandringer, og vi er taknemmelige for, at vores sponsorer og ambassadører støtter op om dette initiativ med deres bidrag til juleauktionen, siger Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i OB.  

Red Barnet sætter pris på initiativet, da hvert et bidrag har en betydning – i særdeleshed ved juletid, hvor Red Barnet har mulighed for at give de dårligst stillede børn og unge en god oplevelse:  

-Vi er rigtig glade for samarbejdet med OB og synes, at det er et dejligt initiativ med en auktion her i julen. Stor tak til OB’s samarbejdspartnere og ambassadører for deres bidrag til auktionen. Det sætter vi stor pris på. Vi ved, at julen kan være en svær tid for de børn og familier, der har allermindst. Samtidig ved vi også, at vi er mange, der gerne vil hjælpe, der hvor vi kan - særligt i julen. Så vi håber, at mange ser det her som en god mulighed, siger Katrine Aadal Andersen, der er Head of Corporate Partnerships & CSR i Red Barnet.  

Juleauktionen vil foregå i december, hvor der løbende vil komme produkter og oplevelser op på Odendo.dk. Blandt de spændende produkter er blandt andet to malerier, som vores verdensberømte opvarmningstrøje tager sit udgangspunkt i. Du kan være med til at byde og gøre en god gerning her. Alle beløb der samles ind i forbindelse med juleauktionen, går ubeskåret til Red Barnet.