- Vi har haft for lavt udgangspunkt i flere af kampene
09.11.2023 14:00
Søren Krogh er nu ved at være igennem den første uge som cheftræner i OB, og han tror, at en form for rytmeskift kan give lidt tro og energi i truppen.
Sidste torsdag blev Søren Krogh udnævnt som ny cheftræner for resten af sæsonen, og derfor har vi nu sat ham stævne til en snak om den første uge som cheftræner i OB.
- Jeg synes, den første uge er gået rigtig godt. Vi har nydt at have masser af tid sammen med spillerne. Vi har haft brug for at være rigtig meget sammen, og vi har haft brug for at kigge på spillet og selvfølgelig kampen mod Lyngby Boldklub og trække de vigtigste ting ud af den kamp. Samtidig har vi har haft en meget målrettet og effektiv træning, siger Søren Krogh.
Med en ny trænertrio i striber er der samtidigt kommet en række nye tiltag i træningen, og det håber cheftræneren vil have en positiv påvirkning af truppen.
- Vi har gjort tingene en smule anderledes, og en form for rytmeskift kan give lidt tro og energi hos drengene og hele truppen generelt.
- Der ligger selvfølgelig noget ansvarsfølelse i forhold til den dårlige periode, vi har været inde i. Særlig på hjemmebane har det gjort ekstra ondt med alle de mennesker, der kommer på stadion. Så jeg tror der er nogle som føler, at der er mulighed for at vise sig frem nu, siger Søren Krogh.
Rent taktisk er der også sket nogle ændringer, som man forhåbentligt allerede søndag vil kunne opleve.
- Vi har fokuseret på at få os løftet lidt i vores defensiv, så vi ikke står så lavt. Vi føler lidt, at vi har haft for lavt udgangspunkt i flere af kampene og ikke rigtig fået etableret et godt højt pres, så det har vi kigget en del på. Vi har også arbejdet med vores evne til at skabe chancer og være nok folk i feltet, når vi angriber, siger Søren Krogh afslutningsvis.
Søren Krogh har sin første hjemmebanekamp som cheftræner i OB, når vi søndag kl. 18.00 tager imod Hvidovre IF på Nature Energy Park. Du kan sikre dig billet til kampen her.