- Vi har kun tabt én kamp

29.11.2023 10:29

De unge striber fra U19-truppen ligger lige nu på tredjepladsen U19-Ligaen med fire point til førstepladsen, og derfor går cheftræner Ivan Poulsen også på vinterpause med en god fornemmelse i maven.

I weekenden spillede U19-striberne deres sidste kamp i efterårssæsonen mod FC Nordsjælland og ligger lige nu på tredjepladsen efter F.C. København og FC Midtjylland.  

- Lige nu ligger vi nummer tre i U19-Ligaen. Men der er tre hold under som potentielt kan overhale os, fordi de har spillet færre kampe, og nogle af dem skal også spille de næste par weekender, siger Ivan Poulsen, der er cheftræner for U19-holdet. 

Holdet går nu på vinterpause i U19-Ligaen, og Ivan Poulsen ser positivt på efterårssæsonens forløb: 

- Vi har egentlig været nogenlunde tilfredse med sæsonen. Vi har kun tabt én kamp. Det er vi selvfølgelig glade for og stolte over, men samtidig har vi spillet seks kampe uafgjort, hvilket måske er for mange. Så det er det, som vi kommer til at kigge på og se, hvad vi kan gøre for at flere kampe giver sejre. 

- Men spillemæssigt har det været et ganske fornuftigt efterår. Der har både været mange gode holdpræstationer og mange gode individuelle præstationer, og det er også derfor, vi ligger i tabellen, hvor vi gør. Vi er glade for det, men samtidig skal vi også huske på, at det vigtigste for os er at uddanne spillere til superligaholdet, og spillere der kan gøre en forskel for superligaholdet, siger han. 

Udover en midlertidig tredjeplads i U19-Ligaen så har efterårssæsonen også budt på succes for en del spillere fra U19-truppen, der blandt andet har været oppe og snuse til førsteholdsfodbold: 

- I pokalkampen mod Tune IF tidligere på efteråret havde vi med Marcus McCoy, Magnus Andersen og Theo Hansen tre debutanter på førsteholdet, og det er noget, som vi er glade for, siger Ivan Poulsen og fortsætter: 

- Samtidig har vi også haft en del spillere på landsholdsaktiviteter i efteråret, og vi håber, at vi i foråret ligeledes får debutanter på førsteholdet og ser vores spillere i landsholdsaktiviteter. 

Transitionen var også meget tydelig tidligere på måneden, hvor otte spillere fra U19-truppen var afsted med førsteholdet på træningslejr i Alicante.  

Vinterpausen benyttes til individuel udvikling 

På lørdag skal U19-holdet spille træningskamp mod Viborg FF, hvorefter truppen kommer til at arbejde mere individuelt med spillerne i træningerne. 

- Vi er glade for at spille træningskampen mod Viborg FF på lørdag og ser frem til have den kamp, og efterfølgende zoomer vi lidt mere ind på det individuelle i træningerne, og hvor vi prøver at udnytte perioden til at udvikle spillerne.  

- Når vi kommer på den anden side af nytår, så går vi med det samme i gang med at bygge holdets og spillernes form op, så de er klar til turneringen, når den starter i op igen i midten af februar. Men inden har vi både træningskampe og vores egen Christian Eriksen Cup i januar, som vi ser meget frem mod, afslutter han.  

Christian Eriksen Cup sparkes i gang fredag den 19. januar, mens U19-Ligaen starter op igen den 17. februar, hvor vi møder Vejle hjemme i Ådalen.  

 ‎